Grenaa Bladet:
Fritidspriser til GIF Fodbold, 2 Trustrup Springere og 1 FDF’er
Nordea Danmark Fonden var i gavehjørnet onsdag eftermiddag i sidste uge i Nordea-banken på Torvet i Grenaa. 3 x 10.000 kroner blev delt ud til tre lokale prismodtagere/foreninger i forbindelse med dette års Fritidspris-uddeling.
Dette års prismodtagere var GIF Fodbold, 2 Trustrup Springere og 1 FDF’er.
Prisen uddeles en gang om året til personer eller en kreds, der har gjort sig specielt bemærket på fritidsområdet med en uselvisk og ulønnet indsats over en lang periode, men som noget nyt tilflyder pengene ikke den person, som modtager prisen, men derimod den forening, som han/hun arbejder ulønnet i. Dermed er der ikke længere tale om en skatteplitig pesonlig indkomst, hvorfor alle pengene ved prisuddelingen fremover går ubeskåret til fritidsområdet. Dermed er det »kun« hæderen og et smukt og unikt stykke glaskunst, der tilfalder den enkelte prismodtager personligt fremover.
Priskomitéen - anført af bankrådsformand Niels Rovsing - har i år været på endnu en vanskelig opgave med at sortere i de indsendte indstillinger. Og så alligevel ikke, fordi dette års prismodtagere fremstår som særdeles velegnede kandidater til prisen.
Peter Præstholm er dirigent for FDF-orkestret i Grenaa, og han fik prisen på baggrund af følgende indstilling:
»Peter Præstholm har arrangeret landsstævne for tambourkorps og -orkestre i Grenaa. Han er dirigent for det lokale orkester ved Valdemarsdag på Baunhøj og ved ungdomskorpsenes Sct. Hans-bål samme sted. Han spiller ved julekoncerter på plejecentrene i Grenaa og ved forskellige arrangementer i Grenaa året rundt. Han er desuden med til at oplære nye elever i orkestret efter devisen, at »gamle« medlemmer oplærer nye uden betaling«, hedder det blandt andet i indstillingen fra Henry Markussen.
De 10.000 kroner skal bruges til netop børnearbejdet i FDF i Grenaa.
Trustrup Springerne får som nævnt også glæde af et tilsvarende beløb til deres ungdomsarbejde. Kim og Majbrit Mortensen fik nemlig også en fritidspris fra Nordea i sidste uge. Og det med følgende begrundelse:
»De har siden 1994 været primus motorer for Trustrup Springerne og samtidig været trænere for andre hold i Trustrup-Ålsrode IF indenfor spring-rytmegymnastikken. Majbrit og Kim begyndte som trænere i en alder af 14-15 år, og de har begge været spring-rytmegymnaster helt fra deres tidlige barndom, og har nu i en alder af henholdsvis 30 og 31 år stadigvæk et stort engagement i det frivillige fritidsliv indenfor gymnastikken«, hedder det i indstillingen fra Birgit Hougaard.
Den sidste prismodtager havde komitéen fundet frem til uden indstilling.
— I et år, hvor GIF Fodbold ikke kun har skrevet klubhistorie, men fodboldhistorie for hele Jyllands vedkommende, forekom det oplagt at hædre denne fantastiske præstation. Den er ikke kommet af sig selv, men af et langt, sejt træk på ikke mindst træner- og lederplan i GIF Fodbold, og derfor har vi skønnet, at en oprykning til samtlige fem herresenior-hold i klubben - med 1. holdets oprykning til Kvalifikationsrækken som den mest bemærkelsesværdige - skulle påskønnes. Vi følte ganske enkelt, at det fantastiske teamwork, der ligger bag denne historiske præstation, burde belønnes med en fritidspris, sagde Niels Rovsing, hvorefter han gav prisen til seniorudvalgsformanden Bo Varmdal og formanden for bestyrelsen i GIF Fodbold, Jes Kjeldgaard.
— Det bliver nok svært at skrive historie til næste år også, men prøv ikke desto mindre af al kraft. Jeres anstrengelser udstråler den vilje til fremdrift, som hele Djursland bør være gennemsyret af nu såvel som i al fremtid, sagde bankrådsformanden.
Kilde:
unavngivet