Grenaa Bladet:
Djurs Barok byder på årets julekoncert søndag den 30. november. Det foregår på Sostrup i Gjerrild og det er Inger Wierød, sang, Annette Friisholm på blokfløjte og Ingegerd Bogh, cembalo, der synger og spiller.
Musikken er en kantate og en blokfløjtesonate af barokmusikkens »grand old man« Telemann, en julekantate af Vincent Lübeck: »Velkommen Herre Jesulil« for to solostemmer, blokfløjte og continuo. Djurs Barokensemble er her suppleret med Anna Wierød.
Af Johann Sebastian Bach hører man nogle af hans berømte »Geistliche Lieder«.
Publikum får lov at give sit besyv med i fællessange og julesange.
Det festlige forstærkes af sang- og instrumentalledsagelse af kursisterne fra det nyligt afholdte kursus på Sostrup i barokkens musik - sang - billed - bevægelse.
Det foregår i Djurs Baroks lokaler i den gamle forvalterbolig, som i forbindelse med det afholdte kursus er smykket med en — nymalet — barokgobelin for endevæggen.
Traditionen tro serverer musikforeningen gløgg og æbleskiver ved koncerten.
Julehygge med Ældre Sagen i mosebrugscenter
Ældre Sagen Nørre Djurs indbyder til julehygge på Stenvad Mosebrugscenter onsdag den 3. december om eftermiddagen. Terkel Steen fra Glesborg står for underholdningen og læser julehistorier, Ørum Kirkes kor kommer og underholder og der er amerikansk lotteri, gløgg, æbleskiver, kaffe og småkager i Tørvecafeen, som er smukt julepyntet.
Der kan også blive lejlighed til at bese egnstæppet, som vævere på mosebruget arbejder på hver dag, og som nu er oppe i en tredjedel af den færdige højde. Og så er man i øvrigt velkommen til at gå en tur i museet og se på udstillingerne.
Kilde:
unavngivet