Grenaa Bladet:
Torsdag den 27. november er der et åbent eftermiddagsarrangement om kunsten og Grenaa Tekniske Skole, og det foregår i kantinen på Grenaa Tekniske Skole.
Skolen har gennem de senere år arbejdet sammen med flere kunstnere for at opnå nye resultater.
— Vi har en overbevisning om, at håndværk og kunst er to sider af samme sag, nemlig det at skabe produkter, der har værdi, og som giver brugerne inspirerende oplevelser. Håndværkere arbejder med millimeter, rette vinkler og lignende. Kunstnere arbejder med øjemål og oplevelser. Vi har prøvet at lade disse discipliner mødes på forskellige måder, og nu vil vi gerne fortælle om vore oplevelser og resultater, siger forstander Palle Rasmussen.
Billedkunstneren Bente Bo, som i en periode har været ansat på Grenaa Tekniske Skole, fortæller om sit arbejde med »Portalen«, skolens nye indgangsportal, og sit samarbejde og oplevelser som ansat kunstner i en virksomhed med mangeartede synsvinkler og meninger på kunsten.
Jan Høgh, formand for Grenaa Tekniske Skoles kunstforening, fortæller om baggrunden for, og erfaringerne med, at ansætte en kunstner, og derved gøre kunsten til en aktiv medspiller i skolens dagligdag.
»NyX - Forum for kultur og erhverv«, deltager i arrangementet, og vil fortælle om arbejdet med at skabe kreative alliancer mellem erhvervslivet og kunstnerne, og fortælle om mulighederne for at virksomheder med »NyX« som sparringspartner, kan indgå i kreative alliancer.
Kilde:
unavngivet