Grenaa Bladet:
En udstilling med værker af Olivia Holm Møller på rådhuset i Glesborg kan opleves i perioden fra torsdag den 27. november til mandag 22. december 2003.
Det er en udstilling med lokal tilknytning, der vises på Glesborg Rådhus. Olivia Holm Møller var en af de store kunstnerpersonligheder i Danmark i den 20. århundrede. Olivia Holm Møller boede og arbejdede i en lang periode i Homå syd for Grenaa, og har i sin kunst igen og igen anvendt motiver her fra Djursland.
Hun var den første kvindelige kunstner, der kom på Kunstakademiet i København, hvor hun arbejdede som billedhugger, maler og grafiker.
Det er som grafiker man skal se hende ved denne udstilling med først og fremmest djærve træsnit.
Grafikeren Morten Skovmand præsenterede hendes grafik i bogen »Tryk og variationer« med et citat fra hende selv:
»Jeg havde ikke noget kendskab til teknikken. En eller anden havde nævnt zinkplader, og jeg ridsede så med en kniv, hvad jeg så i naturen, hvor jeg færdedes meget. Det var mest dyr og landskaber. Jeg fik tryksværte hos Grenaa Folketidende og trykte dem så på en almindelig tøjrulle. Resultatet var for det meste mådeligt, men hvor var det en glæde, at der i det hele taget kom et resultat. Derefter kom der en periode, hvor jeg lavede træsnit, og nu kommer mennesker mere ind i billedet_ Når jeg arbejdede med grafik, var jeg helt besat af det_.«.
Torsdag den 27. november kl. 17.00 afholdes der fernisering på udstillingen på Glesborg Rådhus.
Borgmester Jens P. Jellesen vil åbne udstillingen og Morten Skovmand vil være til stede og fortælle lidt om sit bekendtskab med Olivia Holm Møller, og der vil blive serveret et glas vin til de fremmødte.
— Vi skal høre om det grafiske arbejde, hvor vi kigger kunstneren over skulderen fra skitse til færdigt værk, beretter Morten Skovmand forud for ferniseringen.
Kilde:
unavngivet