Grenaa Bladet:
Da Fannerup Forsamlingshus søndag den 23. november kl. 13 åbnede dørene for en hyggelig familieeftermiddag, myldrede godt 50 personer ind - og de fik virkelig en hyggelig eftermiddag.
På programmet var der fællessang, opvisning ved Åstrup Idrætsforenings dansehold - både forældre/barnholdet og B&U-holdet, som hver lavede en opvisning på ca. 1/2 time. Desuden var der mulighed for, at tilskuerne kunne være med til dansen, hvilket en del af dem benyttede sig af.
Som det ses på billedet, var børnedanserne trukket i det fine tøj. Til daglig danses der i almindeligt - og ikke for varmt - tøj, men i dagens anledning, og for tilskuernes skyld, blev det altså dragterne denne søndag.
Forældre/barn-holdet er nystartet i år, derfor var der blevet syet nye dragter til foreningen - og de skulle jo indvies ved, at dragterne (med børn indeni) fik en lufttur af nogle store, stærke mænd.
Som sagt var det en god eftermiddag, hvor forsamlingshusets bestyrelse stod for arrangementet og havde sørget for et dejligt kaffebord, slik og sodavand til børnene.
Børnedanserne holder fortjent ferie nu og starter op igen efter jul i uge 2, hvor der danses tirsdag (B&U) og torsdag (Forældre/barn) i Østre Skoles Festsal kl. 16.30.
Spillemændene ved arrangementet i Fannerup var Torben Møller - harmonika, Hanna Wulff - violin, mens Jette Wulff var danseleder på projektet.
Formanden for Fannerup Forsamlingshus hedder i øvrigt Ruth Juul... og hun vil gerne åbne dørene for et tilsvarende arrangement en gang til foråret.
Kilde:
unavngivet