Ligeså fast en tradition det er, at Nørre Djurs Egnsarkiv udgiver en årbog hvert år sidst i november, ligeså sikkert er det blevet, at vi hér på Net-avisen bringer et udvalgt stykke fra bogen. I år har vi således valgt en tekst, skrevet af én af de faste leverandører, nemlig Bodil Rasmussen fra Emmelev.
Dette er naturligvis ment som en appetitvækker, for skal man have det fulde udbytte, bør man naturligvis spendere dén halvtredser, årbogen koster rundt omkring i områdets brugsforeninger.
”Små kærminder
Allerede som fem-årig kunne han skrive sit navn: Ernst. Rigtig nok vendte krøllen på E`et den gale vej, men det er just det charmerende ved den lille lap papir, der sammen med flere andre er gemt og nu vækker minder tillige fra de år, da vi havde børnene herhjemme. Erling er den ældste, og jeg kan huske, da han lå syg af mæslinger. En dag, mens vi andre var i roerne, ringede telefonen, og han vaklede i al sin rødspættethed ned og tog den. Det var syersken, der meddelte, at min kjole var klar til prøvning, om Erling ville sige det til mig? Det skulle han nok, lovede han og cyklede pligtopfyldende ud i marken med denne besked. På vejen derud måtte han et par gange stå af cyklen og sætte sig i vejkanten, for han kunne ikke tåle dagslyset i øjnene og havde det rigtig dårligt.
Jeg har ofte siden med ømhed tænkt på denne lille hændelse, nu blev den levende for mig igen. Jeg har også gemt nogle små lapper papir, hvor jeg selv i flyvefart har noteret små hændelser og sjove udtryk ned. Det var i de år, da der krævedes meget af én, for man skulle helst være ”både ude og inde, i stald og mark som i køkken at finde”. Et sted har jeg skrevet om begrebet ”at holde mørkning”. Det gjorde vi i min barndom derhjemme.
Værdien heraf har fulgt mig siden. Også i hjemmet hér har vi holdt mørkning, mens børnene var små. Det var stunden, før vi skulle i gang med aftenmalkningen. Vi fik først elektricitet i 1952, da Erling var syv år, men også efter dén tid holdt vi af og til mørkning i vinterhalvåret. Børnene var glade for disse mørkningsstunder. Jeg husker novemberdage – eller somme tider var vi nået ind i de første decemberdage, for jeg skulle først være færdig med at hjælpe til med at tage kålroer op, det skete med håndkraft dengang – jeg husker, at jeg gik og gjorde haven efterårsren: gravede med spaden hér og dér, rev plænen fri for blade o.s.v. Og når det blev skumring, kunne jeg gå derude og se ind i stuen. Henne ved bordet sad tre børn ivrigt bøjet over julekataloget fra Daells Varehus. Det blev helt tyndslidt i disse dage før jul. Jeg ser endnu for mig de tre lyse hoveder bøjet under lampens skin. Men somme tider hændte det også, når skumringen faldt på, at Agnete dukkede frem fra hushjørnet i et par alt for store træsko og råbte:
”Moer! Kommer du ikke ind og holder mørkning med os?”
Egentlig var det efter november, at familielivet på landet trivedes bedst.
Vores tidligere sognefoged har med megen lune fortalt om, hvordan han for mange år siden fik dét æreshverv overdraget at hente sin lille nevøs pindekøer ind, når det blev malketid. Da aftenen kom, tog sognefogeden respektløst alle køerne under armen og bar dem ind på én gang, og dén ting kom der fra drengens side megen morsom indignation ud af.
Foruden papirlapperne, jeg har gemt, har jeg også gemt børnenes små gaver til mig: Tegninger af huse med stiv røg op fra skorstenen, strikkede bøjler og nålepuder, småbitte vaser, købt til jul eller på skoleudflugter o.s.v. Og som det har været hos os, sådan véd jeg, det også har været i andre hjem. Små kærminder, der kan få både smil og ømhed frem i vore sind.”
Skrevet af Bodil Rasmussen fra Emmelev i årbogen fra Nørre Djurs Egnsarkiv 2003
Kilde:
rex
05/05 2023
