Grenaa Bladet:
Torsdag den 11. december arrangerer Nørre Djurs Kommune et offentligt møde om »Spildevandsplan 2004-2012«. Det sker med overskriften: »Hvad handler spildevandsplanen om?«
Mødet holdes i mødelokale 1 på Glesborg Rådhus kl. 19.30.
Spildevandsplanen redegør for status og planlægning for håndteringen af spildevand i hele kommunen, således både for kloakerede byområder med videre og for bebyggelser i det åbne land.
I sammendrag har spildevandsplanen følgende hovedafsnit: Kloak: Fornyelse, nye oplande. Renseanlæg: Udbygning. Regnbetingede udløb: Målsætninger i vandløb, tiltag i planperioden. Spildevand i det åbne land: Tiltag i planperioden. Samlet budget: For investeringer vedrørende ovennævnte.
Spildevandsplanen er i offentlig høring fra den 14. oktober til den 19. december 2003.
Spildevandsplanen er i den offentlige høringsperiode fremlagt til gennemsyn på Teknisk Afdeling, Rådhuset i Glesborg indenfor normal åbningstid.
Både enkeltpersoner/lodsejere, organisationer og foreninger kan indsende kommentarer og bemærkninger til omhandlede spildevandsplan til kommunen. Bemærkningerne vil indgå i kommunalbestyrelsens endelige behandling af spildevandsplanen primo 2004.
Kommentarer og bemærkninger skal være kommunen i hænde senest fredag d. 19. december 2003.
Kilde:
unavngivet