EbeltoftS.net’s Bøvl-miljø sammenkalder medlemmer og andre bredbåndsinteresserede til møde om genetablering af bredbåndsinitiativet i Ebeltoft kommune.
Mødet afholdes i begyndelse af den kommende bøvl-aften nu på fredag d. 12/12 kl. 19.30 på Brændpunktet, Kirkegade 30 i Ebeltoft By.
IT hælp for alle
Bøvl-folkene er vedholdende folk der trolig afholder bøvlaftner for alle interesserede på Brændpunktet fra kl. 19.30 på fredagsaftner i alle lige uger. Her hjælpes man ad med computer-bøvlet samtidigt med at man hygger sig sammen. Bøvl-folkene helmer ikke før borgerne i Ebeltoft kommune også får adgang til lynhurtigt Internet til fast lav pris gennem DjurslandS.net, ligesom i andre kommuner.
Europas største folkeejede trådløse net
DjurslandS.net har i dag mere end 3.500 medlemmer. Som bekendt er Djurslands.net en ”paraplyorganisation” der har oprettet lokalafdelinger i alle Djurslands 8 bokommuner for at sætte gang i lokale bredbåndsinitiativer. For lidt over ét år siden blev EbeltoftS.net således oprettet til at skabe lynhurtig og billig Internetadgang for interesserede i Ebeltoft-området. De lokale anstrengelser i Ebeltoft-området har desværre endnu ikke båret frugt. I 5 andre af Djurslands 8 bokommuner er det dog ”allerede” lykkedes at komme godt fra start, (men naturligvis ikke uden ”børnesygedomme”). Siden foråret er en fælles IT-infrastruktur for hele Djursland blevet skabt, og indtil nu har lokalgrupper af frivillige etableret mere end 40 radio-dækningsområder. I disse områder har omkring 750 husstande i dag trådløs Internetforbindelse.
Uoverensstemmelse om paragrafferne
I forbindelse med vedtægtændringer på DjurslandS.net’s generalforsamling i efteråret følte medlemmerne af EbeltoftS.net´s tidligere bestyrelse sig desværre i uoverensstemmelse med det øvrige DjurslandS.net og i konsekvens heraf trak de sig ud af det fælles arbejde på en nylig ekstraordinær generalforsamling i EbeltoftS.net. De har nu dannet en arbejdsgruppe under erhvervsforeningen ”Ebeltoftnet.dk” med det formål at oprette foreningen ”Ebeltoft Bredbånd”.
I denne anledning har medlemmer af Djurslands.net der er bosiddende i Ebeltoft kommune fået tilsendt en e-mail fra initiativgruppen bag. For at undgå misforståelser skal det påpeges at hverken ”Ebeltoftnet.dk” eller ”Ebeltoft Bredbånd” har tilknytning til den ukommercielle forening DjurslandS.net eller dens lokalafdeling EbeltoftS.net.
Der er brug for en projektgruppe nu
DjurslandS.net´s regionalbestyrelse, bestående af 2 repræsentanter fra lokalbestyrelsen i hver kommune, arbejder nu på at få sammensat en ny lokalbestyrelse - eller måske hellere en projektgruppe - for EbeltoftS.net, således at det fælles mål, at bringe ”Lynhurtigt Internet til fast lav pris overalt på Djursland”, også kan blive virkelighed for alle interesserede i Ebeltoft-området.
Ifølge EbeltoftS.net’s vedtægter behøver man ikke hovedkuls danne en ny bestyrelse for EbeltoftS.net nu. Det kan vente til den lokale generalforsamling i februar. Lige nu kan man nøjes med at fokuserer på det praktiske, ved blot at danne en midlertidig PROJEKTGRUPPE.
Mødeindkaldelse
For at kunne løfte opgaven for DjurslandS.net’s mange medlemmer i Ebeltoft kommune opfordrer de lokale bøvl-folk, sammen med DjurslandS.net’s ledelse, alle, der har tid og lyst til at være med til at forme IT fremtiden i Ebeltoft-området, til at deltage i mødet i starten af EbeltoftS.net’s Bøvl-aften nu på fredag kl. 19.30 på Brændpunktet. På mødet kan man få en uformel og uforpligtende snak om projektgruppens opgaver. Formanden for DjurslandS.net’s regionalbestyrelse og repræsentanter fra nogle af DjurslandS.net’s andre afdelinger vil være til stede.
Opgaver der skal løses
Udover EbeltoftS.net’s aktuelle kontaktperson Lars Gredal, kunne projektgruppen bestå af 2 der kan fungere som tovholdere for dannelse af de selvhjælpsgrupper der skal etablere egnsnettet rundt om i Ebeltoft bokommune. Desuden behøves et par, der henholdsvis kan passe kontakten mellem de aktive indbyrdes og kontakten til medlemmer og offentlighed. Sidst men ikke mindst har de 2 erfarende tovholdere for Bøvl-miljøet i Ebeltoft, Flemming Callesen og Niels Gradman givet tilsagn om at deltage. - Altså alt i alt en igangsættende projektgruppe, bestående af 1 kontaktperson og 2 tovholdere fra hver af EbeltoftS.net's 3 projektdele: NET, WEB og så BØVL. - Er der tilstrækkelig interesse kan man tilmed danne en arbejdsgruppe for hver projektdel.
Alle kan medvirke
Erfaringen fra den praktiske etablering af de øvrige egnsnet er, at det er underordnet om man ’blot’ har en interesse i at være med til at skabe IT fremtiden, eller om man har en dyb teknisk IT viden. - Der er brug for alle !
Hvis man ikke kan deltage i mødet kan man henvende sig enten til:
Lars Gredal, Holme Bygade 25, 8400 Ebeltoft 86344253 / 40515610, larsgredal@teliamail.dk eller til
Flemming Callesen, 40 21 94 27, callesen@image.dk eller til
Niels Gradman, 23 67 16 30, gradman@get2net.dk eller til
Bjarke Nielsen, 87 79 23 60, formand@djurslands.net
Samvirke er nøglen til at komme hurtigt fra start
Med de institutions- og erhvervsaftaler som DjurslandS.net er i færd med at indgå i Ebeltoft-området og med de tekniske erfaringer de frivillige allerede har samlet rundt om på resten af Djursland, er det slet ikke umuligt at man kan have de første brugere på nettet i Ebeltoft kommune i løbet af foråret.
Med venlig hilsen
På vegne af den regionale bestyrelse i DjurslandS.net og Bøvl-miljøet i Ebeltoft
Bjarke Nielsen
Formand@DjurslandS.net
Kilde:
Bjarke