Juleudstilling på Gl. Estrup
Grenaa Bladet:
Gammel Estrup, Jyllands Herregårdsmuseum sætter igen fokus på herregårdens juletraditioner gennem 350 år.
Gammel Estrup, Jyllands Herregårdsmuseum sætter igen i år fokus på herregårdens juletraditioner gennem 350 år.
Museet har indrettet tre julestuer som de kan have set ud i det 1600-, 1700- og 1800-tallet. Julemaden, borddækningen, oppyntningen og juletraditionerne har lige siden man startede med at fejre jul, været i konstant udvikling, og har været præget af den historiske sammenhæng som de har indgået i. Julestuerne er således en tidsrejse fra renæssancen og frem til den moderne tid, og afspejler historiens gang på herregården omkring juletid. Alle retter er tilberedt i det gamle herregårdskøkken, og står fremme ved de smukt opdækkede borde i rum, der passer til de pågældende tidsperioder.
I år præsenterer museet endvidere en udstilling af juletræer gennem tiderne. Der er et juletræ fra ca. 1811, som repræsenterer de ældste kendte juletræer i Danmark. Der er et fra 1844, som er pyntet med inspiration i H.C. Andersens eventyr. Der er et klunketidstræ med masser af nationalt pynt og til sidst et træ pyntet med Georg Jensen designer-julepynt.
Juleudstillingen er åbnet i forbindelse med museets store julemarked i weekenden 29.-30. november klokken 10.00-17.00, som afholdtes i samarbejde med Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup.
Udstillingen løber frem til 22. december 2003.
Kilde:
unavngivet