Grenaa Bladet:
Alle skoler i Århus Amt sætter i disse dage fyrværkeri på dagsordenen.
For tredje år i træk er der fokus på 6.- 8. klasserne, som er blevet opfordret til at melde sig som Krudtugle-klasser. Krudtuglerne er fyrværkerikampagnens ambassadører for den sunde fornuft. De skal sørge for, at det udsendte kampagnemateriale om fyrværkeri-sikkerhed når ud til alle elever i 3.-10. klasse. Krudtuglerne kan hente inspiration til deres egen lokale kampagne på hjemmesiden www.krudtugler.dk.
Skolerne kan også rekvirere en demonstration af både lovligt og ulovligt fyrværkeri hos Hjemmeværnsdistrikterne i Århus Amt, ligesom politikredsene kan være med til at give informationer om ulovligt fyrværkeri, lov og straf.
Årets fyrværkerikampagne findes blandt andet på hjemmesiden www.fyrvaerkeri.dk.
Man forsøger også at nå de unge mænd og piger med en række sjove slogans, der kører på kønsforskelle og humor. På www.pigererklogereenddrenge.dk kan man sende elektroniske postkort, hvor komikeren Mette Frobenius tirrer drengene med sætninger som »Drenge er som fyrværkeri ... store raketter lover ofte mere, end de kan holde«! og »Piger er klogere end drenge - også når det gælder fyrværkeri«.
Århus Amt sætter stor pris på Krudtuglernes arbejde og har derfor - helt specielt for dem - lavet en konkurrencekupon, hvor der udloddes 1 præmie på 1000 kroner og to præmier på 500 kroner. Amtet deltager ligeledes i den landsdækkende konkurrence for elever i 3.-10. klasse, hvor eleverne ved at besvare og indsende fyrværkerikampagnens postkort deltager i lodtrækningen om to præmier på 500 kroner, fire præmier på 250 kroner samt 60 præmier på 100 kroner.
Århus Amt ønsker alle et godt og skadefrit nytår!
Kilde:
unavngivet