Grenaa Bladet:
Jeg fik morgenteen i den gale hals, da jeg i det lokale dagblad så, at Miljøteam A/S har fyret alle skraldemændene. De fleste, forhåbentligt dem alle, vil nok blive genansat, men det er en uanstændig måde at behandle nogle af arbejdets helte på. Årsagen er selvfølgelig, at ved genantagelse, vil alle skulle begynde på munimumslønnen, hvilket bliver dyrt for mangeårige skraldemænd.
Når jeg har stor kærlighed til disse mennesker, er det primært fordi jeg gennem mere end 30 år tjente til livets opretholdelse som skraldemand, og jeg var som arbejdernes tillidsmand gennem 18 år med til at skaffe arbejderne nye goder; men også gennemføre nye arbejdsgange og ny teknik, der effektiviserede arbejdet.
Alligevel blev det udliciteret med al den usikkerhed det skaber. Et par måneder før min »gamle« militærnægterkammerat, forfatteren og højskolemanden Carl Scharnberg (1930-1995) døde, talte jeg med ham i telefonen, og han sagde: »Der er behov for en hjertevarm og menneskekærlig socialisme«. Vort samfund har siden måttet undvære Scharnberg til med sin pen at imødegå først Socialdemokratiets højredrejning, der kom til udtryk ved stigende villighed til at hoppe på privatiseringsbølgen, og ved massakren på efterlønnen, der beredte vejen for den nuværende borgerlige regering, der under navn af reformer gennemfører stadig flere forringelser for samfundets småfolk. En af vejene mod et trygt samfund er tilbageføring af en lang række ydelser til en stærk og effektiv offentlig sektor. Dette kan kun lade sig gøre, hvis politikken kombineres med en stærk modstand mod EU.
Måtte der om de kommende års samfundsudvikling kunne siges med Ernst Bruun Olsens ord:
Mod de riges rå kynisme
mod profittens åbne gab
satte folket socialisme:
Frihed, lighed, broderskab.
Henning Sørensen
Forfatter - fhv. skraldemand
Villa PAX
Irisvej 17, 8500 Grenaa
Medlem af Enhedslisten
De Rød Grønne
Kilde:
unavngivet