Grenaa bladet:
Den 4. december gennemførte Fannerup Forsamlingshus årets sidste arrangement - adventsfesten.
Der var - selvfølgelig - Luciaoptog, fremført af dygtige spejdere fra Ørum. Desuden underholdt Hanna og Jesper Wulff på henholdsvis violin og bas med udvalgte numre - og Villy Helbo fra Trustrup fortalte om julen i gamle dage, altså dengang grisen blev fedet op om sommeren og spæklaget var godt tykt til juleslagtningen i november - og julen var meget andet end gaver og klingende kasseapparater. Der var beretninger om nisser, overtro, de fattiges jul, julen på gårdene - mange spændende beretninger opsamlet gennem mange år fra lokale personer, som Villy Helbo har truffet og kendt. Det blev til et par hyggelige timer, hvor de fremmødte fik god underholdning (og Esters hjemmebagte kringle).
Forsamlingshuset holder juleferie nu og frem til medio januar, hvor det nye program skal besluttes endeligt. Men allerede nu ligger det fast, at forsamlingshuset igen vil deltage i Kulturraketten, og mon ikke også det bliver til endnu et af de meget hyggelige arrangementer med bingospil i huset til foråret. Programmet kommer på gaden i slutningen af januar, og formanden Ruth Juul lover, at der bliver noget at glæde sig til.
Kilde:
unavngivet