Grenå Bladet:
Grenaa Politikreds oplevede et relativt fredeligt nytår mellem onsdag og torsdag i sidste uge.
Vel var både politiet, brandfolk og sygepersonale i aktion, men det var ikke de store og voldsomme ting, som de skulle tage sig af. En hel masse postkasser blev sprængt i luften med nytårskrudt, og brandfolk var flere gange ud og slukke småbrande rundt omkring i politikredsen. Otte udrykninger blev til alt i alt, men i de fleste tilfælde var der tale om små containerbrande og lignende. Den største brand gik ud over en hestelænge til en landejendom i Pederstrup ved Kolind. Politiet antager at en vildfaren raket antændte hø og halm på loftet i længen, der heldigvis ikke rummede dyr af nogen art. Branden udviklede sig ret så kraftigt, og længen blev således kraftigt brandskadet.
Vildfarne raketter antændte også indholdet i en lastbil, der indsamler pap og papir. Det foregik på Skolebakken i Kolind, men her nåede ilden ikke at anrette skade på selve lastbilen. Kun lidt af dens indhold af pap og papir. En vildfaren raket satte også fut i en næsten færdigbygget carport på Åvangen i Balle. Også med pæn brandskade til følge.
På Idrætsvej i Glesborg var en lokal mand så uheldig at affyre en raket, der fløj ind gennem indgangsdøren til personens hus. Det uheldige stoppede ikke her, for inde i huset fløj raketten ind og antændte noget andet nytårskrudt, og det indvendige af huset blev selvsagt noget sodsværtet i den forbindelse - omend der ikke var tale om en egentlig brand.
Nytårsmorgen var brandfolk også lige omkring en frisørforretning i Lillegade, hvor den elektriske del af juleudstilling var begyndt at selvantænde. Der var således en ganske kraftig røgudvikling i butikken, men man nåede at få hevet skidtet ud på gaden inden det udviklede sig til en regulær brand.
En enkelt voldssigtelse kunne nytårsnatten også byde på. Der var tale om et »lokalopgør« i Ålsrode, hvor en 30-årig mand skød noget nytårskrudt af, og det generede en 31-årig mand så meget, at han uddelte tæv til den formastelige. Det er der som allerede nævnt kommet en sigtelse for vold ud af.
Kilde:
unavngivet