Grenå Bladet:
Der blev uddelt en lille håndfuld spritsigtelser til bilister i Grenaa Politikreds i juledagene.
Blandt andre til en 60-årig mand fra Egå, der 1. juledag ved middagstid kørte på Århusvej ved Ålsø i sin splinternye personbil. Han blev taget på anmeldelse, og det hang ganske givet sammen med, at han brugte hele kørebanen til sin motoriserede færden!! Et pust i alkomeret viste da også en foreløbig promille af en vis størrelse, så manden blev anholdt og sigtet for spriritus/promillekørsel. Herefter blev der budt på gratis blodprøveudtagelse.
Samme skæbne overgik en 40-årig mand fra Grenaa Kommune natten til søndag i forrige weekend. Han blev snuppet på Ydesvej i Grenaa Plantage i forbindelse med kørsel i en varebil. Samme søndag ved middagstid røg den tredje mandsperson så i politiets »spritfælde«. Det foregik på Hemmedvej ved Glesborg, og der var her tale om en 55-årig mand fra Grenaa, der kørte i en almindelig personbil.
Juledagene gav i øvrigt også en enkelt kørsel i frakendelsestiden i forhold til en 32-årig mandlig bilist fra Grenaa. Han blev snuppet på Strandgade i Grenaa 2. juledag ved middagstid. Han slipper dog med en bøde, mens de tre formodede spritbilister står til en noget strengere straf.
Kilde:
unavngivet