Grenå Bladet:
Mandag den 5. januar er Grenaa Filmklub klar til at tage hul på et nyt program i Grenaa Kino, og det bliver med den tyske instruktør Wolfgang Beckers film fra 2003 »Good bye, Lenin«.
Tilbuddet fra filmklubben lyder igen på 5 1/2 film for 150 kroner. Den »halve« film refererer til den omstændighed, at der bliver en sjette film på programmet, såfremt i fald klubben når de cirka 110 medlemmer, som økonomien til en sjette film kræver. En folder med hele programmet kan rekvireres ved henvendelse til Kino Grenaa.
Handlingen i »Good bye, Lenin« - der som nævnt er den først film som Grenaa Filmklub har på programmet her i 2004 - lyder således:
Vi er tilbage i oktober 1989. Blot uger før Muren falder i Berlin, falder Alex’ præmiesocialistiske mor i dyb koma. Da hun vågner op otte måneder senere, er verden en anden. Grænsen er opløst, Honecker er historie og ungpionererne er blevet hip-hoppere. Vidste Alex’ mor alt dette, ville hun få endnu et hjertestop. Hun kan ikke tåle det mindste chok, advarer lægen, så sandheden om DDR’s endeligt må for enhver pris holdes skjult. Mens han selv tager hul på den nye verdens tilbud, omdannes familiens lille lejlighed til et sandt DDR-reservat. Ironien er hverken bitter eller bedrevidende. Humoren er klar, og der er tørre hug til såvel kommunismen, som den brutalt triumferende kapitalisme. Et tankevækkende minde om en svunden verden, som trods alt blot er 14 år borte.
Den anden film i Grenaa Filmklub her i 2004 er af brasiliansk oprindelse. Den hedder »City of God«, er fra 2002 og instrueret af Fernando Mereilles.
Titlen er ironisk. I et slumkvarter i Rio de Janeiro er Gud den usynlige, men eneste borgmester. Drengebander styrede fra 60’erne bydelen Citade de Deus, som Al Capone styrede Chicago i 30’ernes USA. Selv efter brasilianske forhold er der tale om et område med dårligt socialt boligbyggeri og deraf følgende dårlige vilkår for beboerne. Overfald, røverier, mord og mishandling er hverdag for børn og voksne i en ghetto, der fungerer efter egne regler og uskrevne love. En verden helt for sig selv - Guds egen by....En rystende drama-dokumentarisk film om skæbner i Rio de Janeiro’s farligste kvarter gennem tre årtier...»bygget på en sand historie«, forkynder slutskiltet. Man har ikke lyst til at tro det, men Mereilles storladne epos virker svært overbevisende, slutter omtale-teksten i filmklub-folderen. Det er mandag den 19. januar, at man kan se »City of God« i Grenaa Filmklub.
Kinesisk storfilm
Efterfølgende - mandag den 2. februar - er der en kinesisk storfilm på plakaten. Zhang Yimou’s »Hero« fra 2003 kan nemlig opleves denne mandag aften i Kino Grenaa.
Af Yimou-film har filmklubben tidligere blandt andet vist »Jou Dou«, »Under den røde lygte«, »Shanghai Triaden« og »At leve«. Nu er det så blevet tid til noget, der kræver det helt store udstyrsstykke, nemlig et kinesisk nationalsagn: Historien om dengang for 2000 år siden, da Kina var opdelt i 7 kongedømmer, som lå i krig med hinanden. Af de 7 riger er Qin det mest dominerende og har den stærkeste hær, og Qin’s konge er besat af tanken om at overtage alle de andre riger og blive kejser af hele Kina. Det gør ham selvsagt til en både frygtet og hadet mand, og de tre legendariske lejemordere Brudt Sværd, Flyvende Sne og Himmel er alle ude efter kongen. Den, der overvinder de tre trusler mod kongens liv, er lovet guld i bunkevis og audiens hos den mægtige hersker. I 10 år har ingen været i nærheden af denne dåd, men så ankommer den ukendte lokal-politimand Navnløs en dag til slottet. Historien er både storslået, spændende og overraskende, men det er først og fremmest de store cinemascope-billeder, der fuldstændig vil tage pusten fra publikum. Filmens historier er opdelt i farver: sort, hvid, rød, blå og grøn. Alt efter stemning og følelser. Dermed får store dele af filmen en drømmeagtig substans, som understreger historiens sagn-status.
Barbar-invasion
Den fjerde film i rækken kommer fra Canada og hedder »Barbarernes invasion«. Den er på programmet mandag den 16. februar. Den er også fra 2003 og instruktøren hedder Denys Arcand.
Der er tale om en ganske besk skildring af »aftenlandets« undergang. »Barbarernes invasion« indeholder således masser af udfald mod de kulturløse yankeer, for slet ikke at tale om et chokerende (og chokerende velanbragt) TV-klip fra terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001. Personerne er så rappe i replikken som man kun kan være det på film, og verdens dårskaber tages ved vingebenet. Man bevæges meget undervejs, men griner ikke mindre, for »Barbarernes invasion« er én af sidste års mest generøse og tankevækkende film - en smittende og levende samtidstragedie læsset med afvæbnende humor.
Manden fra toget
Den femte - og måske sidste film på filmklubbens første 2004-program - er »Manden fra toget«, der er fra 2002 og instueret af franskmanden Patrice Leconte.
Den kan filmklubbens medlemmer - og eventuelle gæster - se i Kino mandag den 1. marts. En mand står af toget. Han er gangster. Han kommer for at plyndre den lokale bank i en lille, udslukt, fransk provinsby, hvor livet står stille. Han skal mødes med tre kolleger, men møder først en ældre, nu pensioneret gymnasielærer, der tilbyder den fremmede husly, da byens hotel er lukket for natten. De to mænd får tre dage i hinandens selskab. Det er måske ikke nogen stor film, men den er betagende, en ren nydelse, en uforfalsket, skøn oplevelse. Stilbevidst og raffineret med en generøs, livsklog persontegning, en ordknap, men meddelsom dialog, holdt i smukke svale farver og med en klangbund af forfinet, upåfaldende fransk eksistensialisme, beretter filmklubben.
Og så bliver der - hvis medlems-søgningen altså er tilstrækkelig - en sjette film mandag den 15. marts.
Alle kan blive medlem af Grenaa Filmklub. Indmeldelse foregår i Kino Grenaa ved den første film, man møder op til. Det koster kun 150 kroner pr. sæson at få et medlemskort. Alle film starter præcis kl. 18.45. Kommer man i god tid er der tilmed mulighed for en filmsnak over en kop gratis Kino-kaffe. Gæster kan se med for 60 kroner pr. film.
Kilde:
unavngivet