Grenå Bladet:
Djurslands Jazzklub tager hul på det nye år med stort arrangement med fire orkestre fredag den 9. januar.
Den kun et halvt år gamle Djurslands Jazzklub lægger ud med et stort og spændende arrangement i det ny år. Det er en mindre jazz-festival, som løber af stablen allerede fredag den 9. januar i Kulturhuset Pavillonen.
— Der bliver lejlighed til at lytte til fire bands med hyggemusik, show, evergreens og swing, men naturligvis er hovedvægten lagt på den traditionelle jazzmusik, siger klubbens formand, Svend Frandsen, og fortsætter:
— Vi håber, at grenaaenserne vil tage godt imod det ny initiativ og slutte op om det.
For dem, der ønsker at være med fra starten, er der spisning fra kl. 19 til 21. Her underholdes man først af Festival-trioen med saxofonisten, showmanden, sangeren og sangskriveren H. C. Vartenberg, bassisten Lars Borup og pianisten Svend Frandsen, og dernæst af Poul Lyngs Trio med Poul Lyng-Madsen, piano, Knud Randrup, bas, og Jørgen Muldbjerg, trommer.
Kl. 21 er der traditionelle jazz-toner med Royal Garden Jazzband. Derefter følger Swingorkesteret 41 med Mogens Mønsted, sax og sang, Esben Yates Madsen, piano, Jeppe Morgenstjerne, bas, og Thorkild Have, trommer. Aftenen afsluttes med Royal Garden Jazzband, der også lægger op til jam-session.
Der er kun et begrænset antal pladser til spisning, så vil man være med hele aftenen, så er det en god ide at sikre sig billet hurtigt, opfordrer jazz-formanden. Billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen eller i Djurslands Bank fra mandag den 5. januar.
Kilde:
unavngivet