Tak til
 






  
05/05 2023

Nørre Djurs igen på verdenskortet

Vi har tidligere været ude med historien om pigen fra Nørre Djurs, der pludselig er blevet verdensberømt, men som aldrig lader en mulighed gå fra sig til at gøre opmærksom på, at hun er født i Emmelev. Nu har hun gjort det igen i TV2`s Rundfunk, og det fortæller vi om i dag.
Læs mere hér!



Sharin Foo er født i Emmelev og vokset op forskellige steder i den nærmeste omegn. Sin skolegang havde hun på Norddjurs Friskole, som dengang lå i Kastbjerg, og én af hendes første musikalske påvirkninger (udover hendes far, Kim Foo) var Jens Falck, der var skolens første musiklærer. Allerede som stor pige stod det klart, at hun havde et usædvanligt stort talent for at synge, og efter at Sharin Foo flyttede med familien til København, ønskede hun så brændende at blive sanger/musiker, at hun startede op som elev på det rytmiske musikkonservatorium.
Det var dér, der for alvor begyndte at komme gang i karrieren, og hun var med på sin første CD for nogle år siden – en gedigen jazzplade, som dog ikke vakte den store opsigt, endsige blev solgt i ret mange eksemplarer. Efter endt konservatorietid brugte Sharin Foo et par år i relativ ubemærkethed på jagt efter passende musikere at spille sammen med, og hun var faktisk lige på nippet til at ryge i aktivering som noget helt andet end musiker, da hun pludselig blev kontaktet af Sune Wagner fra det meget kritikerroste band, Psyched Up Janis.
Han havde en masse sange på lager og havde en idé om at synge dem sammen med en sangerinde, og deres samarbejde kom hurtigt i gang. Sharin Foo lærte sig i en fart at spille bas til de forholdsvis simple melodier, og med tilføjelsen af en guitarist og en trommeslager blev gruppen The Raveonettes hurtigt en realitet. De spiller en musik, der låner kraftigt fra amerikansk halvtredserpop á la Phil Spector, men man kan roligt sige, at det sker i en særdeles nutidig indpakning. Vi bliver vist ikke uvenner med nogen ved at betegne det som støj-pop.
Deres første CD fik en noget lunken modtagelse i Danmark, både af kritikere og af publikum, men vi har før fortalt om, hvordan The Raveonettes pludselig – nærmest fra den ene dag til den anden – blev verdensberømte efter skamros fra flere ledende engelske og amerikanske kritikere – og vel at mærke nogle af de mest seriøse af slagsen.
Så gik det stærkt, og pludselig kunne Sune Wagner, Sharin Foo & Co. vælge og vrage mellem amerikanske tilbud, og det endte med underskrifter på én af de største kontrakter, som et dansk orkester nogen sinde har fået i USA. Egentlig har de kun udgivet ganske lidt musik, men til gengæld har de optrådt i et utal af amerikanske TV-shows og er lige blevet færdige med en 14 måneders turné, der har ført dem en masse rundt på amerikanske og engelske musikscener, hvor ikke mange danskere har sat deres ben.
De gange, undertegnede har set interviews med The Raveonettes, har Sune Wagner været dén, der førte ordet, så det var usædvanligt, at TV2`s ungdomsprogram Rundfunk i fredags bragte en halv times snak med Sharin Foo alene, garneret med små live-klip, videoer o.lign. med gruppen. Og det var altså ved dén lejlighed, hun endnu engang nærmest pralede med sine rødder i Nørre Djurs og sin fars fortid i Djurslands Spillemændene. Hun fortalte også om, hvordan hun glædede sig til at holde juleferie efter hårdt arbejde ”på landevejen”. Særdeles ukrukket og med begge sine lange ben solidt plantet på jorden (noget andet end man kunne sige om den kvindelige studievært!) fortalte Sharin Foo den fantastiske historie om det pludselige gennembrud.
For Deres ellers så musikglade Redaktør har det unægtelig været noget af et kulturchok at lægge øre til The Raveonettes – det skal ikke være nogen hemmelighed. Det var det heller ikke, da han løb ind i ”verdensstjernen” nytårsaften hos en faster i Dalstrup, og hun brugte et kvarter af sin juleferie(!) på en både hjertevarm og åbenhjertig musiksnak med den ældre herre.
Han siger selv, at fjernsynsudsendelsen faktisk har fået ham til at begynde at forstå det gode ved The Raveonettes musik – i alt fald en lille smule! Men på redaktionen véd vi, at hans musiksmag er så gammeldags, så vi har ham lidt mistænkt for at være stærkt påvirket af sin nærkontakt med ”verdensstjernen”.
Hvis du har fået lyst til at stifte nærmere bekendtskab, kan du besøge gruppen på hjemmesiden: http://www.theraveonettes.com.
Skrevet af Rex

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam