Knud Andersen (DF) har i dag sendt os en mail, hvori han giver svar på tiltale ang. den rejste debat om hans forslag til en tilføjelse til reglerne for den kommunale spørgetid:
”Svar til socialdemokraterne Peter Bo Jensen og Kaj Agerskovs læserbreve af 07.01.2004
Ja…… hvad var meningen?
Jeg skal her svare på det, der bliver udlagt som min bagtanke med at stille forslag til en ændring af spørgetiden. Bemærk venligst, jeg holder mig til det, sagen drejer sig om, uden mere eller mindre fantasifulde udlægninger af jeres tekster.
Der lægges ud med det postulat, at det slet ikke var min mening at få forslaget vedtaget!
Er det forbigået Peter Bo’s opmærksomhed, at der findes mennesker, der mener, hvad de siger, tror på det, og ikke er bange for at lægge deres synspunkter ud til offentligheden, uden hensynstagen til om det giver ris eller ros?
Endvidere skulle jeg ønske at få en del af kommunalbestyrelsen til at fremstå, som om de kun er interesseret i at lukke munden på borgerne! Den udlægning må stå for Peter Bo’s egen regning.
Peter Bo skriver ligeledes, "at resten af kommunalbestyrelsen sad lamslået tilbage."
Det er en sandhed med modifikationer, eftersom der var fire, der støttede forslaget, og fem der stemte imod. De "lamslåede" må således være de seks, deriblandt dig selv, der blev helt paralyserede, bare ved tanken om at skulle tage en beslutning.
I taler begge to om en evaluering af taletiden i begyndelsen af det nye år!
I går behændigt uden om det pinlige faktum, at I, i den socialdemokratiske gruppe, har hældt vand ud af ørene i nu to år angående en evaluering af taletiden. Det var den ubeslutsomhed, der fik mig til at sætte sagen på spidsen. Det er det, man kalder at handle i stedet for al den evindelige udenomssnak. Kaj Agerskovs rørende udtalelse om, at socialdemokraterne går ind for demokrati og samtaler, er faktisk ganske interessant, hvis man altså mener, at diskussioner om mindre emner skal trækkes ud i årevis. Det kan jo også være selverkendelse fra socialdemokratisk side, nemlig ikke at kaste sig ud i noget, der kræver bare et minimum af stillingtagen..
Hvordan skal vi, som politikere, forvente at blive taget alvorligt, ikke mindst hos de erhvervsdrivende, vi forventer skal etablere sig i kommunen? Det, vi i det mindste kan gøre, er at sende et signal ud om, at det er en beslutningsdygtig kommunalbestyrelse, de har med at gøre. Skal den politiske grøftegravning og udemokratiske hemmelighedskræmmeri, det fordækte rænkespil og personfnidder ikke lægges af vejen her, hvor vi står i en situation, hvor der virkelig er brug for samspil samt mod og vilje til at tage politiske beslutninger?
Med de store forandringer, der sker i kommunalt regi, skal der tages beslutninger, hurtigt og konsekvent. Tiden er ikke til at sylte sager i årevis, fordi vi så ikke er i stand til at håndtere de opgaver, der løbende dukker op. Der skal tages beslutninger i byrådssalen, og med navns nævnelse, så borgerne derigennem kan vurdere politikerne på, hvad de gør, hvad de mener, og ikke mindst hvad de vil stå til ansvar for. Har vi ikke modet eller viljen til at stå åbent frem, har jeg svært ved at se vores berettigelse eller, helt afgørende for demokratiet, få borgernes tillid, respekt og opbakning til systemet.
Til Kaj Agerskovs bemærkning om, at han glæder sig over, at jeg mener, socialdemokraterne skulle sætte dagsordenen. Det er jeg overhovedet ikke enig i, snarere omvendt. Det fremgår heller ikke nogen steder i mit indlæg, men må være en form for ønsketænkning.”
Indsendt til Nørre Djurs NetNyt
med venlig hilsen fra
Knud Andersen,
Medlem af Nr-Djurs kommunalbestyrelse
Kilde:
rex