Der er sikkert ingen sammenhæng mellem dem, men de seneste dage har der været to tilfælde af indbrud i vores område – det ene er stadig uopklaret, mens der i det andet tilfælde ikke gik lang tid, før tyvene var anholdt.
Det første indbrud fandt sted i løbet af week-enden i spejderhytten Hummelmosen i Ramten Skov, hvor det lykkedes tyvene at slippe af sted med en hel del ting. Faktisk blev hytten tømt for alt, og det var både en brændeovn, et køleskab, en microovn, en masse termokander plus diverse løsøre. Har nogen set noget mistænkeligt i området omkring spejderhytten, bedes de kontakte landbetjent Bent Bundgaard Jensen (87 79 20 35) eller Grenå Politi (86 32 10 11).
Det andet indbrud var knap så ”vellykket” set fra tyvenes synspunkt. Det foregik på Ørum Bibliotek natten mellem mandag og tirsdag, og hér blev der faktisk også stjålet ganske meget. Der blev både fjernet en masse CD`er, computerudstyr og en kasse med kontante penge, men heldigvis blev tyvene set af et vågent vidne, som sørgede for, at der blev tilkaldt politi. To unge mænd (ikke hér fra egnen) blev anholdt, og de stjålne varer kunne afleveres tilbage til biblioteket.
Kilde:
rex