Begynder de at nedlægge endnu flere små skoler og sygehuse? Stiger skatten, når kommunerne bliver større? Får vi et dårligere demokrati, når der bliver lang vej til rådhuset? Eller får vi tværtimod bedre skoler og mere service til billigere penge, fordi større kommuner er mere effektive?
Alle disse spørgsmål og mange flere kan du få belyst, hvis du møder op på Den Kommunale Højskole i dag kl. 17, hvor Østjyllands Radio har arrangeret en storstilet høring. Hér kan du møde en hel stribe toppolitikere fra både amt, stat og kommuner samt en særdeles skarp modstander af hele reformtanken, der kalder den ”magtsyge politikeres ønske om at beskære demokratiet”.
Sidstnævnte modstander er det tidligere medlem af Odder Byråd, Kaj Dalsgaard, og ellers er det prominente folk som Marianne Jelved, socialdemokraten Ole Stavad, amtsborgmester Flensted-Jensen, Århus` Venstre-borgmester Louise Gade, den lokale borgmester Gert Schou fra Grenå samt Skanderborgs borgmester, Aleksander Aagaard fra Venstre.
Er du forhindret i at møde op, kan du følge debatten direkte på Østjyllands Radio.
Kilde: Randers Amtsavis
Kilde:
rex