Grenå Bladet:
I forbindelse med en landsdækkende Ringenes Herre-konkurrence, hvor hovedpræmien er en rejse for 2 personer til New Zealand - hvor film-trilogien blev indspillet - er der blevet udtrukket nogle sekundære præmier, som Grenaa Kino har givet videre til de heldige vindere.
Benitta Rasmussen fra Ørum har således vundet et Risk-spil, et udvidelsessæt og et Ringenes Herre-håndklæde, mens Lars Chr. Larsen, Grenaa, har vundet en dvd-udgave af Ringenes Herre 1 og 2. Hovedpræmien blev udtrukket den 19. januar efter redaktionens slutning.
Grenaa Kino har i øvrigt lige udsendt opgørelse over de mest sete film i Grenaa i 2003, og vinderen blev ikke overraskende afslutningen på Ringenes Herre-trilogien »Kongen Vender Tilbage«, der slog »De To Tårne« fra 2002 med 4,3%, mens den ligger hele 35,1% foran 1’eren »Eventyret Om Ringen« fra 2001. Det skal dog for ordens skyld nævnes, at »Eventyret Om Ringen« var med i Biografklub Danmark-ordningen, men rabat-kuponerne til denne film kunne først benyttes i 2002.
Grenaa Kino har i 2003 vist 81 forskellige film ved offentlige forestillinger, og top 10-listen ser ud som følger: 1. Ringenes Herre 3 - Kongen Vender Tilbage. 2. Anja efter Viktor. 3. James Bond - Die Another Day. 4. Ringenes Herre 2 - De To Tårne. 5. Møgunger. 6. Matrix - Reloaded. 7. Find Nemo. 8. Bruce Den Almægtige. 9. Pirates Of The Caribbean. 10. De Grønne Slagtere.
»Ringenes Herre 3« kan forsat ses i Grenaa Kino - og det helt frem til og med torsdag den 5. februar. Lørdage og søndage kører den også om eftermiddagen.
Sidste chance for at se »The Human Stain« - vinterens helt store must-see-drama - med Anthony Hopkins, Nicole Kidman og Ed Harris med flere på rollelisten, er på søndag den 25. januar.
Fra og med fredag den 23. januar byder Kino på et forrygende action-eventyr for hele familien med blandt andre Snurre Snup, Daffy Duck og rigtige levende skuespillere. »Looney Tunes - Back In Action« er titlen på denne film, som rent stilmæssigt kan sammenlignes med »Space Jam«, hvor Snurre og hans venner spillede sammen med basketball-spilleren Michael Jordan. Der tales dansk i filmen.
»Scary Movie 3« kører også videre på Kino’s program et stykke tid endnu, og forude venter fra mandag den 26. januar et dansk ungdoms/trekantsdrama i form af filmen »Bagland«, der har fået mange rosende ord med på vejen. Bidende socialrealistisk og med gode skuespillerpræstationer.
Kilde:
unavngivet