Dagens nyheder er fuldstændig domineret af strukturdebatten. Vi bringer en lille håndfuld indlæg, der angår os alle på Djursland, selvom flere af dem er stærkt lokale. Det første er borgmester Jens Peter Jellesens tanker omkring sammenlægninger, hvor han bl.a. fortæller om sine betænkeligheder ved en Nord- og Sydkommune.
Læs borgmesterens indlæg
”Med de klare udmeldinger, der var i forbindelse med Strukturkommissionens præsentation af sit arbejde d. 9. januar, er der ingen tvivl om, at der kommer til at ske noget.
Den klare melding er, at der er behov for en kommunal reform.
Mange troede måske, at det hele kun drejede sig om en kortvarig influenza, og at det hele nok ville gå over i løbet af jul og nytår, men nej, der kommer til at ske noget.
For mig at se skal vi derfor forholde os til, at det kommunale landkort vil se anderledes ud, når vi tager hul på år 2006.
I Strukturkommissionens betænkning, som er en moppedreng på 4 bind (1600 sider), er der peget på nogle modeller.
Model 1: Denne model skitserer uændret opgavefordeling, men med større kommuner og amter.
Model 2: Denne model skitserer dét, man kalder ”Den brede amtsmodel”.
Model 3: Denne model skitserer dét, man kalder ”Den brede kommunemodel”.
Model 4: Denne model skitserer dét, man kalder ”Statsmodellen”.
Model 1 og 4 forestiller jeg mig ikke kommer i spil, og skal jeg vælge mellem de to tilbageværende, vil jeg vælge ”Den brede kommunemodel”.
Denne model vil betyde en indsnævring af regionernes opgaveportefølje, hvilket betyder, at der flyttes opgaver fra de nuværende amter til kommunerne.
Skal vi i kommunerne løfte flere og større opgaver, er der for mig ingen tvivl om, at kommunerne også skal være større. Hvor vidt man taler om kommuner på 30, 40 eller 50 tusinde indbyggere, er for mig ikke afgørende, men målet må være, at de serviceopgaver, som kommunerne skal præstere i forhold til borgerne, sker bedst og billigst samt på et højt fagligt niveau.
Tanken om, at borgerne har én indgang til det offentlige, nemlig kommunen, tiltaler mig også.
Hvad så med Nørre Djurs Kommune?
I Nørre Djurs er der i dag ca. 7.700 indbyggere. På sigt er en kommune af dén størrelsesorden ikke bæredygtig. Vi er knaldhamrende gode til at ”køre daglig drift”, og en stor kommune vil på dette område næppe kunne overgå os, men på en lang række områder er vi for små. På sigt vil det knibe for de små kommuner at gennemføre de nødvendige udviklingsopgaver, og en virksomhed, der ikke udvikler sig, vil have svært ved at bestå. Endvidere er vi på en række områder for sårbare, det gælder ressourcemæssigt både økonomisk og på det personalemæssige område. Populært sagt har vi ikke ”muskelkraft” nok.
For mig er der ingen tvivl om, at vi skal sammenlægges med kommuner rundt om os. Jeg har også svært ved at forestille mig Nørre Djurs Kommune indgå i en konstruktion, hvor ikke også Grenå Kommune indgår.
Der har på det seneste været skitseret en lang række forslag/eksempler på, hvordan Djursland kunne organiseres. Efter alt at dømme er det ikke realistisk at regne med, at man på Djursland kan blive enige om én kommune, så derfor ser jeg gerne en Østdjurs Kommune oprettet, bestående af 4 til 5 kommuner med tilsammen 40-50.000 indbyggere. Det vil være en stærk og bæredygtig enhed, geografisk afgrænset og til at overskue. I en sådan kommunestørrelse vil der være tilstrækkelig ”muskelkraft” til udvikling med henblik på at stå godt rustet overfor morgendagens opgaver.
I Nørre Djurs Kommune har vi rigtig mange kvaliteter. Jeg tror, at folk bor her, fordi de kan lide at bo her. Efter en kommunesammenlægning vil området jo stadig eksistere, og kvaliteterne vil stadig være til stede.
For borgerne vil omdrejningspunktet også fremover være børnepasning, skolegang, fritidsaktiviteter, ældrepleje og et godt sted at bo. Det, der betyder noget for den enkelte borger, er ikke, hvor Rådhuset er placeret, men hvor børnehaven, skolen, idrætshallen, plejehjemmet m.m. er placeret.
Hér har vi en god decentral struktur i Nørre Djurs, som jo også vil være der efter en ny kommunestruktur.
Som billedet tegner lige nu, er det svært – for ikke at sige umuligt – at udtale sig om, hvordan det kommunale landkort for Djursland kommer til at se ud.
For mig at se vil en model, hvor Djursland deles i en Nord- og Sydkommune, være noget nær det værste, der kan ske. Kan vi ikke blive enige om én kommune på Djursland, så lad os etablere en Østdjurs Kommune og en Vestdjurs Kommune.”
Skrevet af borgmester Jens Peter Jellesen i Nyhedsbrev fra Nørre Djurs Kommune
Kilde:
rex