Det har i alt fald længe været planen, at Ørum Bibliotek skulle flyttes fra den nuværende trange bygning og til (foreløbig) endnu trangere lokaliteter i Ørum Aktiv Center, indtil den planlagte bygning af en helt ny biblioteksbygning i forbindelse med aktivcentret går i gang – når der altså på et tidspunkt bliver råd til det.
Imidlertid blev den gamle biblioteksbygning for nylig sat til salg, og der indkom et bud fra det lokale menighedsråd om at ville købe for 550.000 kr. Dette salg blev godkendt i kommunens økonomiudvalg, dog under protest fra Dansk Folkepartis Knud Andersen. Da salget så på mødet i sidste uge var på dagsordenen i kommunalbestyrelsen, blev det vedtaget, men foruden førnævnte stemte også Hans Møller fra Borgerlisten og de to Venstre-folk, Carlo Christensen og Eigil Henriksen, imod. Det gjorde de, fordi de mener, at det er forkert at sælge den gamle bygning, før der overhovedet er lavet forundersøgelser og økonomiske beregninger for nybyggeriet. Men flertallet holdt fast i at sælge til menighedsrådet i håbet om, at den kommunale økonomi inden for de næste få år bliver så god, at der kan sættes gang i byggeplanerne.
I dag fortæller Carlo Christensen så til net-avisen, at regeringen netop har besluttet, at enhver ny kommunal anlægsopgave til mere end 1 mill. kr. skal omkring indenrigsministeriet for at blive godkendt. Det sker for at holde øje med, at de nuværende kommuner ikke bare tømmer kasserne før den kommende reform, sådan som der har været talt meget om – og sådan et dyrt projekt er jo netop det nye biblioteksbyggeri. På dén måde ser det måske alligevel ud til, at mindretallet får ret i, at det ikke er klogt at sælge skindet, før bjørnen er skudt!
Skrevet af Rex
Kilde:
rex