Grenå Bladet:
I efteråret 2003 afholdt Grenaa Bibliotek en strikke-café med Sys Fredens i anledning af, at hun netop havde udgivet nogle nye strikkebøger.
Det var en både hyggelig og arbejdsom aften, hvor såvel yngre som ældre strikkere havde gang i pindene.
Nu gentager man succes’en med en Sys Fredens hækle-café torsdag den 5. februar på Grenaa Bibliotek.
Sys Fredens har netop åbnet en ny garnforretning i Århus. Alligevel har hun samtidig haft tid til at udgive nogle bøger om hækling: »Hækleskole«, som er en parallel til hendes »Strikkeskole« samt en bog med opskrifter på tøj til små og store samt ting til hjemmet.
Sys Fredens har som allerede nævnt indvilliget i endnu en gang at stille sin ekspertise til rådighed. Denne gang for folk, der gerne vil have tips, opskrifter og gode råd om hækling.
— Så hvis du er gået i stå i et hækleprojekt, hvor du bare ikke kan komme videre, eller hvis du vil i gang med at hækle for første gang, så mød op medbringende hæklenål og garn og få hjælp af Sys Fredens, siger overbibliotekar Birgit Årsnes, og fortsætter:
— Medbring eventuelt også din nabo eller din veninde, for håndarbejde er både nyttigt, afslappende og socialt! Biblioteket sørger for caféstemning og giver en kop kaffe, mens der arbejdes.
Billetter til denne hækle-café kan købes på Grenaa Bibliotek.
Kilde:
unavngivet