På det seneste har spørgsmålet været diskuteret ivrigt, om man i forbindelse med den kommende kommunalreform skulle spørge vælgerne om deres mening. Det bringer vi 2 indlæg til støtte for i dag, og det første er skrevet af en radikal fra Randers:
”Kommunalforsker Roger Buch Jensen foreslår, at der gennemføres en folkeafstemning om, hvorvidt kommunekortet i Danmark skal ændres.
For, som forskeren siger, så vil beslutningen om en ændring af det kommunale landkort i høj grad få betydning for danskernes hverdagsliv – på f.eks. skole-, børnepasnings- og ældreområdet.
Manden har jo ret. Hvorfor skal danskerne ikke have lov til at stemme om denne væsentlige sag? Set med ”demokratibriller” vil det da være et fornuftigt træk! Afstemningen kunne eventuelt afholdes sammen med Europa-parlamentsvalget.
Bliver resultatet af den landsdækkende folkeafstemning et ”ja”, så kan kommunalbestyrelserne efterfølgende spørge deres borgere om hvilke nabokommuner, de helst vil ”giftes” med – gennem (vejledende) lokale folkeafstemninger. Alternativt kan kommunalbestyrelserne vælge at forhandle sammenlægninger på borgernes vegne.
Fornuften taler for, at når borgerne kan spørges vedrørende traktatændringer i EU-regi, så kan de selvfølgelig også tage stilling til ændringer i ”det kommunale landkort”.
I forlængelse heraf vil jeg foreslå, at der laves en folkeudgave af Strukturkommissionens rapport. Når man læser kommissions-rapporten, får man følelsen af, at den er skrevet af eksperter til eksperter. Næsten umulig at læse og forstå for almindelige mennesker. Det er uacceptabelt i en så vigtig sag.
En klog mand har engang udtalt, at ”demokrati er samtale”. Skal vi almindelige borgere være i stand til at samtale med hinanden om konsekvenserne af eksperternes forskellige anbefalinger med hensyn til fremtidens kommunekort, så må det være et mindstekrav, at vi forstår dét, eksperterne anbefaler/påstår.”
Skrevet af den radikale folketingskandidat, Mogens Nyholm fra Randers, i Randers Amtsavis lørdag d. 31. januar
Kilde:
rex