Nabohøring vedr. muligheden for:
Grenå Bladet:
Etablering af en sikret ungdomsinstitution i det tidligere Dalstrup Center
Århus Amt kalder tirsdag den 3. februar kl. 19.30 til en nabohøring vedrørende aktuelle planer om at etablere en lukket ungdomsinstitution med 10 sikrede døgnpladser i det tidligere Dalstrup Center i Dalstrup.
Stedet har senest huset den nu konkursramte efterskole Fremtidsbroen. De 10 sikrede døgnpladser vil i givet fald blive etableret efter den model man i forvejen kender fra den sikrede institution »Grenen« i den gamle gamle arrestbygning i Grenaa. Her er der fem sikrede døgnpladser, men Århus Amt er altså blevet bedt om at finde plads til yderligere 10 af slagsen. Eftersom Dalstrup Centret har en fortid som amtsinstitution, så kender man stedet udmærket. Det skal dog bygges om for et pænt stort millionbeløb før det eventuelt kan tages i brug som en sikret døgninstitution med plads til unge, der har begået alvorlig kriminalitet, men som man nødigt vil putte i et rigtigt fængsel. Man skønner, at den nye amtsinstitution vil være ensbetydende med en 40-50 nye arbejdspladser til Nørre Djurs Kommune. Her er Brundhøjskolen i Glesborg i øvrigt ved at være på trapperne som udslusningssted for unge fra »Grenen« - såvel som fra den nye institution i Dalstrup, hvis den bliver til noget.
Foreløbigt skal der en nabohøring til. Den afholdes i Villersø Forsamlingshus tirsdag aften i indeværende uge. I mødet vil deltage repræsentanter fra Århus Amts udvalg for Børn, Kultur og Uddannelse, administrationen i Århus Amt og kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs Kommune.
Kilde:
unavngivet