Grenå Bladet:
Hele 28 ambulancer holdt klar i lufthavnen ved Tirstrup mandag i sidste uge for at bringe de kvæstede fra busulykken i Tyskland til fem forskellige jyske sygehuse.
De kvæstede ankom til lufthavnen i et særligt chartret Lufthansa-fly med de fleste af de kvæstede fra forrige lørdags busulykke i Tyskland. Tre af ambulancerne kørte til Randers Centralsygehus. I én af disse tre ambulancer befandt den unge kleinsmed fra Ryomgård, Carsten Hougaard, sig.
Han blev bragt til undersøgelse og behandling på Randers Centralsygehus, hvor TV2 Østjylland fangede ham og hans far for et interveiw, der blev sendt mandag aften i sidste uge.
Den unge mand følte selv, at han var sluppet relativt billigt fra ulykken. Det vil sige med et håndled, der var brækket flere steder og en brækket tå. Desuden havde han pådraget sig læsioner i ansigtet foruden diverse knubs og skrammer. Også Carsten Hougaards far var lettet over, at sønnen var sluppet med dette set i lyset af de tre personer, der mistede livet ved ulykken - plus dem, der er blevet så alvorligt kvæstede, at de uden tvivl får ret så store mén af ulykken. De to af de dræbte var bussens to kvindelige chauffører, der begge boede i Fårvang ved Silkeborg. I alt 40 passagerer blev kvæstet. Af dem var de 12 her fra Østjylland.
Seks af ambulancerne kørte kvæstede til Århus Sygehus - der tidligere hed Århus Amtssygehus - tre kørte som allerede nævnt til Randers, mens resten kørte til andre jyske sygehus. Blandt andet Esbjerg og Herning. De kvæstede blev fordelt så de kom tættest muligt på deres bopæl.
Tilbage i Tyskland blev 11 passagerer, der er kommet så alvorligt til skade, at lægerne ikke turde flytte dem fra de sygehuse, hvor de på daværende tidspunkt var indlagt. Og sandsynligvis fortsat er.
Kilde:
unavngivet