Opdateret Grenaa-CD incl. Nørre Djurs og Midtdjurs!
Grenå Bladet:
Grenaa-CD’en, som udgives af Idégruppen Grenaa og Grenaa Kommune, bliver opdateret.
Sidste år i marts måned udgav Idégruppen og Grenaa Kommune en Grenaa-CD, til brug for profilering af Grenaa og nærmeste omegn. Denne gang udgives den i samarbejde med Grenaa Kommune, Nørre Djurs og Midtdjurs Kommune.
CD’en, der henvender sig til tilflyttere, turister og erhvervsvirksomheder, der søger arbejdskraft uden for byen, har været flittigt brugt, og har, så vidt det har kunnet oplyses, tjent sit formål.
Denne gang udvides indholdet, således at hele Djursland vil blive præsenteret i videst muligt omfang.
Der bliver lagt vægt på, at tilflyttere kan se hvilke børneinstitutioner området kan præstere, hvilke uddannelsesmuligheder, der er for børn, unge og voksne, hvad findes der af overnatningsmuligheder, restauranter, seværdigheder, underholdningsmuligheder, kulturelle muligheder etc.
— Det er naturligvis for at CD’en kan vise potentielle tilflyttere, at vi har meget at tilbyde på Djursland, og at vi har tilbud til alle familiemedlemmer og til aldersklasser, siger Preben Mortensen fra Idégruppen Grenaa.
Tilflyttere og turister vil også kunne se hvilke virksomheder og forretninger, der findes inden for de forskellige områder. Kort sagt tilstræbes det at vise alle de kvaliteter, der kan gøre Djursland interessant i forskellige sammenhænge.
Der vil også blive lagt vægt på præsentation af Djurslands smukke og særprægede natur, præsenteret på en sådan måde, at det er noget man får lyst til at undersøge nærmere.
Idégruppen modtager meget gerne forslag til hvilke smukke område, det kunne være hensigtsmæssigt at vise. Gerne også med tidspunktsangivelser, der siger lidt om på hvilke tidspunkter af dagen området tager sig bedst ud.
— Det er af stor vigtighed, at der er mange forretninger, kunstboder og værksteder og erhvervsvirksomheder, forlystelsessteder med mere, der tilmelder sig, således at vi kan fremkomme med et slutprodukt, der giver brugeren lyst til at komme til vores område, siger Preben Mortensen.
De tilmeldte forretninger med mere, der har hjemmesider, vil få et link til deres hjemmeside, således at brugeren, hvis man under gennemsynet er koblet op på Internettet, kan gå fra CD’en direkte til en udvalgt hjemmeside og tilbage til CD’en igen.
Lige som sidst vil CD’en være fattig på »dynamiske data« - det vil sige oplysninger, der kan ændres fra det ene øjeblik til det andet. Men den vil til gengæld være rig på statiske data. Meningen er så, at brugeren henter de ønskede dynamiske data via de omtalte hjemmesidelinks.
Prisen for deltagelse er som sidste år 800,- kr. for en logo-annonce, der kun præsenterer firmaets logo og hjemmesidelink og 1500,- kr. for en helsidesannonce, (en helsidesannonce kan strække sig fra 1 til 7-8 skærmsider). Fotos, der skal optages i forbindelse med helsidesannoncerne, optages vederlagsfrit med professionelt digitalfotoudstyr og er gratis. Tekster til helsiderne kan komme enten fra firmaet selv, eller de kan udarbejdes i samarbejde med Idégruppen. Denne ydelse er ligeledes gratis.
Kilde:
unavngivet