Ny kommunal struktur og samarbejdsmuligheder.
Ny kommunal struktur og samarbejdsmuligheder. Sonderende møde mellem byrådene i Rønde og Rosenholm d. 23 januar 2004
Pressemeddelelse
Strukturkommissionen har nu offentliggjort sin betænkning om indretning af den offentlige sektor. Kommissionen vurderer, at der er behov for en reform af den offentlige struktur med flytning af opgaver mellem stat, amt og kommuner, hvilket vil medføre en ny inddeling af landets kommuner.
På den baggrund blev der den 23. januar 2004 holdt et sonderende møde mellem byrådene i Rønde og Rosenholm Kommuner.
På mødet var det et gennemgående træk, at der endnu er stor usikkerhed om hvor store de kommende kommuner skal være. Det er ligeledes usikkert, hvordan den endelige opgavefordeling bliver.
De 2 byråd var enige om, at Rønde og Rosenholm Kommuner er naturlige samarbejdspartnere såfremt Folketinget vedtager en kommunalreform, der medfører at de to kommuner ikke længere kan opretholdes som to selvstændige kommuner. Der var ligeledes enighed om, at de to kommuner vil vise megen åbenhed over for andre kommuner. Nabokommunerne vil derfor blive konsulteret hurtigst muligt, idet byrådene fandt det væsentligt at tilkendegive, at en sammenlægning gerne sker sammen med andre kommuner, og at det er vigtigt, at de implicerede kommuner kan indgå i et ligeværdigt forhold ved løsningen af de kommende opgaver.
Mødet blev afsluttet med en konstatering af, at de to kommuner passer godt sammen, og at de to byråd har haft god gavn af at udveksle synspunkter.
De to byråd aftalte at mødes, efter at de øvrige nabokommuner er blevet konsulteret.
23. januar 2004
Rønde Kommune
Vilfred Friborg Hansen
Borgmester
tlf. 8791 8791
Rosenholm Kommune
Richard Volander
Borgmester
tlf.: 8785 4038
Kilde: www.rosenholm.dk
Lars B. Nielsen