Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Giv tid til grundig debat

Det er rart, når ganske almindelige danske borgere siger deres uforbeholdne mening om den kommende strukturreform. Vi har fundet et indlæg fra en dame i Randers, der kraftigt advarer imod dét hastværk, vore politikere har med at få den gennemført. Hun kæder det i øvrigt sammen med andre eksempler på topstyring i vores samfund, og specielt regeringen får én på hatten. Hun skriver:

”Regeringen synes, vi skal have en kommunalreform nu, og at det skal gå stærkt, men hvorfor dog dét hastværk, er der mange, der spørger. Der skal jo jongleres rundt med store tunge samfundsopgaver, så hvorfor ikke give os tid til at tænke alle mulighederne ordentligt igennem?
Vi risikerer at lave noget makværk, og vi kan være helt sikre på at give hinanden en masse besvær. Desuden kan vore magre år med de slunkne kasser med lethed blive endnu magrere, når vi bruger ressourcerne på at drøfte indpakningen i stedet for selve substansen, d.v.s. de mange reelle problemer der stadig venter.Kun it-folk er sikre på at få fed fortjeneste, når de skal forsøge at koordinere det hele.
Et læserbrev hér i Randers Amtsavis d. 31. januar går et skridt videre og spørger, hvorfor vi overhovedet skal have dén reform – og om det ikke ville være rimeligt at afholde en afstemning om det, på god demokratisk vis, sådan som kommuneforsker Roger Buch Jensen har foreslået.
Læserbrevet opfordrer til, at vi først tager en grundig debat for at få afklaret, om vi har sådan et behov – og den vil kræve forståelige informationer, så alle kan deltage, d.v.s. en folkeudgave af Strukturkommissionens rapport. Det lyder rigtigt.
Hvis det her skulle foregå velovervejet og demokratisk, er der altså lang vej endnu, men formodentlig bliver vi topstyret igennem i et tempo, der udelukker en grundig og tænksom dialog. Det er jo den nye stil.
At demonstrere magt og handlekraft er desværre stadig prioriteret højest hos vores statsminister. Det gælder også på den udenrigspolitiske scene, som vi så i ”Fogh bag facaden” og endnu stærkere, da han med et spinkelt flertal sendte Danmark i krig, stik imod en flertalsbeslutning i FN`s Sikkerhedsråd.
Forebyggende angrebskrige er et farligt fænomen, som vi må være på vagt overfor, men at gå beslutningsgrundlaget for Irak-krigen efter i sømmene ser Fogh slet ingen grund til. Hér ophører imitationen af Bush og Blair, sært nok.
Det lyder lidt ironisk, når Jens Rohde (i ”Profilen”) bedyrer, at Venstres kerneværdier er frihed, frisind og fællesskab. Det er jo det stik modsatte, vi er vidner til med VK-O-regeringen. Den holder kortene tæt ind til kroppen, lægger låg på debatten ved at nedlægge kritiske råd og nævn, ønsker censur i radio og tv, giver fagfolk mundkurv på, skærer ned på al folkeoplysning, tager portostøtten fra hele underskoven af små og store foreninger, sjofler miljø og ulandsbistand og (ikke mindst) strammer garnet helt utåleligt om de svageste grupper i samfundet.
Fællesskab? Ja, det demonstrerer den måske ved at holde hånden under vennerne, både i og udenfor Christiansborg. Næsten alle nuværende ministre er godt fedtet ind i fadæser og vennetjenester, nu og da også skyld i vildledning af Folketinget, men det er der åbenbart heller ikke grund til at gå efter i sømmene. Hvor der handles….
Handlekraften gælder dog ikke altid. De virkelig store problemer lægges behændigt i syltekrukker til efter næste valg.
Velfærdssamfundets fremtid og EU-forbeholdene, dét er vel emner, der virkelig trænger sig på, og som burde tages op? Men så langt rækker modet ikke, så vi holder os diskret til indpakningen, altså struktursnakken, og sætter turbo på, så der piskes en stemning op af vildt behov for netop dén slags forandringer. Så går tiden med dét.”
Skrevet af adjunkt Birgitte Olesen fra Randers i Randers Amtsavis mandag d. 9. februar

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam