På trods af, at de fleste af vore politikere tilsyneladende har opgivet tanken om én stor Djurslands-kommune, er der stadigvæk både erhvervsfolk og ”almindelige” borgere, der godt kunne tænke sig dén løsning. I dag er det endnu en molbo, der følger op på Steen Møllers læserbrev fra forleden:
”D. 10. februar prøver Steen Møller at få strukturdebatten ud i et fremadrettet lys. Og det er vist yderst betimeligt, da reformen synes at skulle trumfes igennem nu. Ebeltoft Rådhus, der kostede over 50 mill. kr., har kun fungeret som sådant i et enkelt tiår, og en sådan fejltagelse ønsker vist ingen at få gentaget.
Den hidtidige sparsomme debat har næsten kun bevæget sig omkring de nærmest liggende områder. Dog har der været rejst interesse for en sammenlægning af Ebeltoft, Rønde og Rosenholm til én kommune. Men hvordan skal nærdemokratiet kunne fungere bedre i en lang og reletivt smal landstrimmel fra Øer til Lime end i det samlede og hovedsageligt kvadratiske område, der udgør Djursland? Endog med tre af sine sider i en sammenhængende kyststrækning og hele den fjerde side forbundet med Jylland og både Århus og Randers liggende lige uden for skellet.
Selvfølgelig vil noget sådant kræve et helt nyt kommunecenter, hensigtsmæssigt placeret et sted i det åbne land med gode vejforbindelser. Formentlig mest ideelt mellem lufthavnsterminalen og Kolind.
Hvis man kunne få et sådant samlet Djursland bragt hensigtsmæssigt på plads, kunne man måske nå at redde både lufthavnen og Mols-Linien fra at bukke under i dén kvælningsproces, som hidtil har hæmmet dem som følge af mangel på ordentlig vejadgang. Altså hurtigst muligt bygningen af den omdiskuterede facadeløse omfartsvej øst om Ebeltoft og en nybygget fortsættelse af motortrafikvejen fra Korslund-krydset nord om Rostved By, nord om lufthavnsterminalen og nord om Tirstrup til forbinding med vejene til Grenå og Glatved.
En sådan facadeløs vej tværs gennem Djursland fra øst til både Århus og hele det jyske vejnet i vest vil være en absolut grundbetingelse for, at de store muligheder med havneudbygninger på Østdjursland vil kunne udnyttes. Og for de mange udviklingsmuligheder i øvrigt på hele Djursland.”
Skrevet af Jørgen Nielsen fra Knebel i Randers Amtsavis (forkortet af avisredaktionen) fredag d. 13. februar
Kilde:
rex