Grenå Bladet:
I forbindelse med en velbesøgt reception i Kulturhuset Pavillonen ved Grenaa Haandværkerforenings 150 års jubilæum torsdag den 5. februar, kunne formanden Tommy Glindvad efter en cirka en times hyggeligt samvær proklamere, at foreningens ambition om at starte en kunst-stafet i Grenaa med værket »Å-guden«, bliver til noget.
Vi er med andre ord blevet begavet med pengebidrag i en sådan grad, at jeg godt tør vove pelsen og sige, at »Å-guden« bliver til noget, sagde en meget glad Tommy Glindvad.
Kunstværket skal placeres ved åbroen og jernbanen på Søndergade i Grenaa, men i første omgang skal den cirka 160 x 450 x 40 cm store Halmstad-granit, man har fundet til formålet, omkring stenhuggeriet på Åstrupvej, hvor to lokale kunstnere, Morten Skovmand og Stig Mortensen skal forarbejde den store sten indtil den til forveksling ligner en Å-gud.
2/3 af finansieringen var på plads inden jubilæums-receptionen, og den sidste tredjedel kom altså i hus via rundhåndede bidrag fra de lokale banker/sparekasser foruden en række andre firmabidrag såvel som private bidrag til formålet.
— Der er forhåbentlig tale om det første kunstværk i en kommende kunst-stafet her i Grenaa. Med andre ord et projekt, der rækker langt ind i fremtiden, og som vil gøre Grenaa kendt på det danske kunst-atlas, har Tommy Glindvad udtalt til Grenaa Bladet i forbindelse med projektet.
Idéen er således udsprunget i Grenaa Haandværker- og Industriforening, og er i et samarbejde med den lokale kunstner Morten Skovmand blevet illustreret i skitser og til slut præsenteret i en folder, som er blevet brugt i forbindelse med ansøgninger og forespørgsler omkring støtte til projektet af den ene eller anden art. Foreningens egne medlemsvirksomheder bliver på den led også så store bidragydere. Grenaa Kommune bakker også op om projektet, der nu bliver til virkelighed.
Kilde:
unavngivet