Grenå Bladet:
Først var der tre, så var der to....!
Mandag i sidste uge var der generalforsamling i Grenaa Socialdemokratiske Partiforening, og her besluttede man at godkende et sammenlægnings-dokument, der sigter mod at forvandle de to S-partiforeninger i kommunen - Trustrup-Ålsø Partiforening og Grenaa Partiforening - til én, og hvor Grenaa Partiforening bliver det fortsættende navn.
På en generalforsamling i Ålsø-Trustrup sidst i marts skal medlemmerne her tage stilling til, om man vil være med til en sammenlægning på de vilkår, der er beskrevet i dokumentet, som er underskrevet af de to formænd, Lillian Jakobsen, Trustrup-Ålsø, og Jens Johan Richardy, Grenaa.
Siger Trustrup-Ålsø ja til en sammenlægning ryger Den Socialdemokratiske Fællesledelse i kommunen i samme ombæring, idet der jo i så fald ikke vil være grund til at have et samlende fællesorgan, når der kun er én partiforening at holde styr på.
For ikke ret mange år siden var der hele tre partiforeninger i Grenaa Kommune - én i Grenaa, én i Ålsø-Vejlby og én i Lyngby-Trustrup. De to sidstnævnte blev slået sammen for ikke så længe siden til Trustrup-Åslø Partiforening, og det er så her man skal tage stilling til, om to skal blive til én. I sammenlægnings-dokumentet står der blandt andet, at man er enige om, at Trustrup-Ålsø - i den situation, at man siger ja til sammenlægningen - vælger to repræsentanter til bestyrelsen i Grenaa Partiforening. Man gjorde i den forbindelse plads til disse to fra Trustrup-Ålsø, idet Bodil Jensen og Ole Andersen forlod bestyrelsen i Grenaa Partiforening mandag i sidste uge - uden at man samtidig valgte nye medlemmer. Der er samtidig enighed om, at de 2 repræsentanter, som socialdemokraterne har i styregruppen for Kulturhuset »Stationen« i Trustrup, bør være bosat i Trustrup-området.
Jens Johan Richardy sagde blandt følgende omkring den mulige sammenlægning i sin beretning:
— Den struktur, som vi har i Grenaa Kommune, med to partiforeninger og én fællesledelse, håber vi snart er fortid. I dag sidder der 3 formænd, 3 kasserer og 3 sekretærer og laver det samme organisatoriske arbejde. Det dobbelte arbejde, som ligger der, kan bruges noget bedre ved at slå de 2 partiforeninger sammen og lave en fladere struktur, sagde Jens Johan Richardy.
Set rent politisk så roste han den socialdemokratiske byrådsgruppe for i det forgangne år at have lyttet til baglandet. Det vil sige, at man vedrørende budgettet for 2004 holdt igen med nedskæringer på de bløde, sociale områder ved i stedet at sætte skatten og grundskylden lidt op.
— Nu skal det ikke forstås på den måde, at har en kommune ondt i økonomien, så skal der bare skrues på skatteskruen. Men i den situation, som Grenaa Kommune er havnet i, mener vi, at det er en både god og rigtig beslutning. Skal vi være en god og eftertragtet bosætningskommune, er det vigtigt, at der er stabile forhold i kommunen, gode pasningsmuligheder for børnene, skolerne skal have en kvalitet og standard, som passer til årstallet, fritidstilbuddene skal være spredte og alsidige til alle aldre, og ældrepolitikken må ikke slingre afsted, sagde Jens Johan Richardy blandt andet.
På generalforsamlingen i SID’s lokaler på Østerbrogade mandag i sidste uge blev der i øvrigt valgt ny formand for Grenaa Partiforening. Jens Johan Richardy modtog nemlig ikke genvalg, og i stedet valgte man byrådsmedlemmet Leif Lahn Jensen som ny formand. Jens Johan Richardy takkede for den tid, han har været formand for socialdemokraterne i Grenaa. Han forklarede sin fratræden med, at han det seneste års tid ikke har kunnet udfylde posten, som han gerne ville på grund at et større arbejdspres omkring sammenlægningen mellem fagforeningerne KAD og SID. Jens Johan Richardy er til daglig næstformand for SID i Grenaa.
Byrådsmedlemmet Helle Thomsen opnåede i øvrigt genvalg til bestyrelsen.
Kilde:
unavngivet