Grenå Bladet:
Lørdag den 31. januar var der nytårsappel i GIF Fodbolds ungdoms- og pige/dameafdeling, og selv om vejrliget var både regnfuldt og blæsende, så mødte der rigtig mange ungdomsfodboldspillere op til nytårsappellen.
Opgaven for de unge fodboldspillere og deres trænere og ledere lyder på at følge op på succes’erne og fremgangen fra sæsonen 2003, hvor GIF’s ungdomsafdeling var repræsenteret i alle rækker med flere hold fra mikroputter til juniorer.
De yngste piger og drenge - mikroputter (0-8 år) og miniputter (8-10 år) - var dog ikke repræsenteret ved nytårsappellen forrige lørdag, idet deres sæson først starter lørdag den 6. marts kl. 10.00.
2004 vil byde på en bred vifte af aktiviteter for GIF Fodbolds ungdomsafdeling. Ud over de traditionelle turneringstilbud i regi af JBU og RGI, vil der også blive mulighed for at deltage i stævner som Djurs Sommerland Cup, McDonalds Cup og selvfølgelig skal de mange ungdomshold også deltage i klubbens eget kæmpe-stævne, Kattegat Cup. Og i pinsen drager såvel juniorpigerne som juniordrengene til en turnering i Maastricht i Holland. En tur, der delvist sponsoreres af Kattegat Cup.
DBU’s Fodboldskole arrangerer man også igen i år på Grenaa Stadion. Det foregår i uge 28 og i år med rekorddeltagelse på 160 børn.
Efter lidt fodboldspil på Grenaa Stadions baner, blev der budt på røde pølser og sodavand i GIF’s klubhus i forbindelse med forrige lørdags nytårsappel. Som det fremgår af det ene af billederne var det et ret stort hit blandt de unge fodboldspillere.
Kilde:
unavngivet