I et arbejdende værksted vokser en fire meter høj billedvævning op fra gulvet mellem to stolper, sat op i en specialfremstillet ramme. På gulvet bagved ligger den tegning i fuld størrelse, der skal danne mønster for vævningen. Motiver fra Norddjursland skal væves ind i tæppet, alt hvad man kan tænke sig hører med til at beskrive vores egn på den bedste måde - personer, hændelser, flotte landskaber, bygningsværker, historiske fund, osv. osv. Centrum af tæppet er forbeholdt livet og arbejdet i tørvemosen og egnen lige omkring Stenvad, sådan som det har udfoldet sig gennem århundreder.
Fra arbejdet med egnstæppet på Stenvad Mosebrugscenter
|
Støt skrider tæppevævningen under ledelse af den lokale væver Annie Bang Sørensen frem på Stenvad Mosebrugscenter. Og samtidig med at arbejdet skrider frem, lokker det mange interesserede til. Foreningen Mosefolket, der oprindelig tog initiativet til projektet, har fået mange nye medlemmer, der kommer hver tirsdag for dels følge udviklingen, dels give en hånd med. Mange af dem kommer igen på andre dage i ugen.
Også strømmen af turister, der hver dag besøger mosebrugsmuseet, lægger vejen om af det arbejdende værksted. Det vil tage omkring et år at gøre arbejdet færdigt.
Stenvad Mosebrugscenter har som andre kommunale institutioner været ramt af sparekniven, og derfor er der nu søgt støtte hos mulige sponsorer til køb af materialer og udformning af billedtæppet, der får sit blivende hjemsted på Stenvad Mosebrugscenter.
Bidrag i enhver størrelse er velkomne. Stenvad Mosebrugscenter bidrager med lokaler samt medhjælpere i form af aktiverede, der har lyst og interesse i at deltage i arbejdet som træning før deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Alle sponsorerne vil blive inviteret til selv at prøve at væve - vi overvejer også en egentlig sponsoraften med mad, vin og fortælling om motiverne, ligesom der er en mulighed for, at sponsorerne kan få deres logo indvævet i kanten.
Alle, der har lyst til at bidrage, er velkomne til at rette henvendelse til Stenvad Mosebrugscenter eller komme forbi ved lejlighed for at se mere.
Yderligere oplysninger:
Stenvad Mosebrugscenter - 87 79 32 20
Lise Bomholt - Informationsmedarbejder
Kilde: Stenvad Mosebrugscenter
Rex, redaktion 11.