Grenå Bladet:
Her under vinterens forhåbentlig sidste krampetrækninger længes de fleste haveejere efter at komme ud at rode i jorden igen.
Det jydske Haveselskab mener derfor det næstbedste må være at høre om — og se smukke billeder fra — haven.
Derfor har man indbudt den lokale og erfarne have-entusiast Børge Christensen, Ålsø til at holde foredrag. Børge Christensen vil bl.a. berette om bregner i haven, den lidt oversete skyggeelskende haveplante, der klæder sten, træstubbe og vand så godt. I et indslag om forhaven fortæller han om, hvordan det kan lade sig gøre at få noget pænt at se på året rundt i "Husets visitkort" til glæde for både sig selv og andre.
Et antal af gæsterne kan være heldige at få en bregne med hjem ved lodtrækning. Det er planter fra Børge Christensens egen avl.
Foredraget sker i forbindelse med havekredsens generalforsamling onsdag den 25. februar kl. 19,30 i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Kilde:
unavngivet