Tak til
 






  
05/05 2023

Lukket og sikret

Da der forleden var orienterende møde om amtets planer omkring udnyttelsen af Dalstrup Centret, havde vi ikke nogen egentlig dækning af det. Vores Redaktør kunne desværre ikke være med, og hans betragtninger ”fra lænestolen” var noget kritiske, men et rimeligt overblik over, hvad der kom frem på mødet både for og imod, blev læserne snydt for.
Så er det da herligt, at vi i dag (med hendes behagelige tilladelse) kan bringe den glimrende artikel, Ellen K. Hvidt fra Lokalavisen skrev i sidste uge.
Læs artikel hér!



”DALSTRUP – Omkring 80 mennesker var mødt frem for at høre om amtets planer med en lukket og sikret institution på det forhenværende Dalstrup Center.
Der var ikke udelt begejstring for forslaget, men arbejdspladser og vedligehold af bygninger sås som de positive sider. Kommunalbestyrelsen melder positivt tilbage til Amt.

Regeringen ønsker at forstærke indsatsen mod ungdomskriminalitet. Det betyder bl.a. at der skal laves 25 nye lukkede pladser til kriminelle unge som supplement til de 85, der findes nu. De 85 eksisterende findes hovedsagelig på Sjælland, med nogle få i Ringkøbing Amt og 5 i Grenå. Efter regeringens udspil er Århus Amt nu blevet bedt om at finde et egnet sted for en institution for 10 unge meget voldelige kriminelle, der er blevet afvist andre steder. Fem af pladserne skal være for unge der også har psykiske problemer. En mulighed er Dalstrup Centeret.
Else Amnitzbøl fra Amtets afdeling for Børn, Kultur og Uddannelse fortalte ved et informationsmøde i Villersø forsamlingshus i sidste uge, at de har valgt Dalstrup ud fra den betragtning, at det er nogle bygninger som Amtet har ret til at bruge (efter konkursen af efterskolen Fremtidsbroen.dk, red.) og bygninger og omgivelser er meget egnede til formålet. Desuden vil der være mulighed for et godt fagligt miljø i området med den lukkede sikrede institution Grenen og den åbne institution Brundhøj.
Ved høringen var der stuvende fuldt i Villersø forsamlingshus, og det var både unge og gamle der var mødt op for at høre hvad Amtet havde at sige og komme med deres kommentarer. Kommentarerne var både for og imod. Det ville give arbejdspladser og aktivitet til kommunen, bygningerne ville blive brugt, og de vil blive renoveret og vedligeholdt, ligeså med omgivelserne. Et par debattører fra den lidt ældre del af forsamlingen gav udtryk for, at vedligehold havde manglet de sidste år Amtet havde haft stedet, og mens Fremtidsbroen.dk havde været der.
Borgmester Jens Peter Jellesen mener, at det er en samfundspligt at sige ja til den slags institutioner, hvorimod det formodentlig ikke vil give den helt store indtægt i skattekroner. Fra skatteforvaltningen skønner man, at det max vil give 1 mio. ekstra skattekroner. Han så dog chancer for de lokale håndværkere, når der skal bruges mindst 17 mio. kroner til renovering og indretning af bygningen.

Døgnets 24 timer
Blandt tilhørerne var der nogle, der ikke kunne forstå, at man skulle bruge så stort et sted til kun 10 indsatte. Else Amnitzbøl kunne til det spørgsmål oplyse, at det er nødvendigt med et stort sted, da disse unge kræver meget plads, og det er deres hjem 24 timer i døgnet. Det vil sige, at det både er fritidsbeskæftigelser, undervisning og arbejde, der skal foregå der.
En af de indædte modstandere var Rebekka Vætter, der bor som nabo til Dalstrup Centret. Hun kan ikke se den store gevinst for kommunen. Et image som ”kommunen med et fængsel”, det tror hun giver faldende huspriser og færre tilflyttere. Hun ser projektet som bondefangeri af en kommune, der på grund af de økonomiske forhold ikke kan sige nej til et tilbud med en institution med mange ansatte og god økonomi i halen. Til borgmesterens argument om, at man i Dalstrup er vant til en institution med psykisk syge var hendes svar, at det at være vant til ikke var ensbetydende med, at man har lyst til at leve med det. Hun fik et par gode klapsalver med fra salen.

Arbejdspladser
Institutionen vil ifølge Else Amnitzbøl give arbejde til omkring 40 – 50 medarbejdere med forskellig baggrund. Her kunne Lars Emil Andersen, der er leder af Grenen og skal være leder af den nye institution, hvis den bliver ført ud i livet, supplere med, at de ansatte primært vil blive valgt ud fra personlighed. Det skal være personale med en livsrygsæk, med en broget erfaring, gerne håndværkere. Det skal være personer, der kan sige ja og nej og holde fast og som kan vise de unge på rette vej og være med til at give dem indhold i livet. Papirer der viser den rette eksamen er ikke så vigtig, men de ansatte skal have været i berøring med unge.
Lars Emil Andersen var glad, da der kom et spørgsmål om rømningsfaren, da han havde positive erfaringer fra Grenen. Han fortalte, at de kun har haft en person, der er rømmet fra Grenen i de tre år det har eksisteret. Det var også med en vis glæde, at han fortalte, at de i 2003 havde haft 23 forskellige unge i institutionen og de havde kun anvendt fysisk magt 7 gange og der havde ikke været nogen rømningsforsøg.
Inden mødet sluttede lovede Lars Emil Andersen, at der vil blive holdt åbent hus, inden man åbner, så stedet kan blive afmystificeret og beboerne i byen kan få indsigt i hvad deres nye nabo er for en størrelse.

Kommunens indstilling
Kommunalbestyrelsens medlemmer vedtog i torsdags at melde positivt tilbage på Amtets forslag. Benny Hammer (C) mente dog, at teksten i høringssvaret var for positivt. Han syntes, at brevet skulle indeholde en appel til at der blev taget vare på udseende af stedet, så det ikke blev for bombastisk, og han syntes, at der skal en repræsentant fra kommunalbestyrelsen i institutionens bestyrelse. Kirsten Bech (N) syntes også at tilbagemeldingen var for positiv, og så gerne at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger skal ske i respekt for omgivelserne. Malte Larsen (A) så gerne superlativerne i sætningerne særdeles velegnet og kommunalbestyrelsen kan fuldt ud støtte, fjernet. Borgmester Jens Peter Jellesen (V) mente ikke, at kommunalbestyrelsen skal stille betingelser til Amtet, men da hans partifælle Torben Lund også fandt det fornuftigt, ”at skrive en linie om, at det ikke bare er et hus”, da indvilligede borgmesteren i, at superlativerne blev fjernet og forslaget til høringssvaret blev godkendt med ”redaktionelle ændringer”

Generelt var der en positiv indstilling til Amtets forslag i kommunalbestyrelsen. Det giver både arbejdspladser og sikrer bevarelsen af et pænt bygningsværk. Men mange havde gerne set bygningerne brugt til noget, der umiddelbart virkede lidt mere positivt.”
Tekst & foto: Ellen K. Hvidt i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 10. februar

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam