Det er spændende at vide, at vi hér i Nørre Djurs har en lille by, der allerede for 800 år siden for første gang optrådte med navns nævnelse i et historisk kildeskrift. Det drejer sig om Ramten, og borgerne i byen har i sinde at fejre jubilæet ved en festlig sammenkomst d. 28. februar.
Vores stadigt tættere samarbejde med Ellen K. Hvidt fra Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs gør, at vi i dag kan bringe hendes artikel fra denne uges avis.
Læs artiklen hér!
”RAMTEN – For 800 år siden nævnes Ramten for første gang i de historiske kilder. Det skal fejres med en jubilæumsfest den 28. februar.
Ramtun og Ramtzen var nogle af de første navne på Ramten. Det betød ”indhegningen ved den fugtige eng”, og alle der kender Ramten ved, at der er mange fugtige enge nær byen. Søen, der nu er to søer, er et dødishul fra istiden. Nord vest for dette hul ligger det smukke område, der kaldes Paradiset. Ved jubilæumsfesten vil Carl Pold komme og fortælle om Ramten og omegns historie helt tilbage til den gang isen skabte landskabet. Det sker ved jubilæumsfesten den 28. februar, hvor borgerforeningen ved hjælp af damer fra byen serverer en god omgang mad af den gammeldags slags.
Carl Pold bruger megen af sin tid på at undersøge Nørre Djurs’ historie og kan fortælle om alt lige fra kirker til Huldremosepige. Huldremosepigen vil også få tid på programmet, når det handler om Ramten. For fundet har tilknytning til Ramten skole, hvor Nissen var lærer, og lærer Nissen havde ansat Niels Hansen til at grave tørv. Den 17. maj 1879 blev hun fundet af Niels Hansen. Siden da har hun både været glemt og været til moseligstræf i Silkeborg, hvor Carl Pold også fik hende at se.
Historien om Fredsstenen og Skt. Anne Kapel står også på programmet, når Carl Pold skal fortælle om Ramtens fortid. Der er ikke meget tilbage af kapellet, men sten derfra er blevet ført helt til Gl. Estrup. Fredstenen står der stadig som et minde om 2. verdenskrig.
Birthe Scnoor fra borgerforeningen oplyser at sidste frist for tilmelding til jubilæumsfesten er den 24. februar.”
Skrevet af Ellen K. Hvidt fra Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 17. februar
Billedtekst:
De lave områder omkring Ramten har givet byen sit navn. Navnet og områdets historie er emnet for et foredrag af Carl Pold ved byens jubilæumsfest den 28. februar.
Kilde:
rex