Tak til
 






  
05/05 2023

Strukturdebat: Store enheder er bedste løsning

I dag giver vi ordet i strukturdebatten til en Mariager-politiker, hvis indlæg handler om at undersøge alle modeller, inden man tager den endelige beslutning. Han skriver:

”D. 9. januar var hele det ”kommunale Danmark” samlet i Vingstedcentret ved Vejle for at høre Strukturkommissionens beretning. Befolkningen kunne følge begivenheden på direkte tv, og alle fik vi et indtryk af, at nu stod vi foran en virkelig historisk omlægning af det danske kommunestyre. Var der ligefrem et historisk vingesus – eller hvad?
Men ak! Allerede få minutter efter, at kommissionens formand havde forladt talerstolen, tonede amtsborgmester Flensted-Jensen frem på skærmen i TV2-Østjylland og kunne meddele, at den brede amtsmodel med flere opgaver til amterne og større kommuner og amter var den mest interessante.
Og få dage efter kunne man høre, at Kommunernes Landsforening gik ind for, at den brede kommunemodel med flere opgaver til kommunerne og færre til amterne måtte være den mest oplagte. Det, vi nu kan frygte, er et vattet kompromis mellem de to standpunkter og ikke en reel afprøvning af alle de andre muligheder, som kommissionen fremlægger.
Henrik Pontoppidan har i novellen ”Ørneflugt” fortalt om den tamme ørn Claus, som vokaser op i andegården, flyver væk, men den kan ikke klare højderne, fordi den er for gumpetung, og søger hjem i den trygge andegård, hvor den lige, idet den lægger an til landing, bliver skudt af karlen. Er kommunalreformen også ved at blive skudt ned?
Ét af kommissionens forslag omhandler en fleksibel regionsdeling, hvor opdelingen tilpasses opgavernes særlige befolkningsmæssige og geografiske forhold.
Modellen giver mulighed for at tage hensyn til en samlet planlægning af bl.a. den kollektive trafik, sundhed og ungdomsuddannelser.
Denne organisering vil passe både til Hovedstadsregionen, Kronjylland og Vestjylland. Modellen anbefaler en mindste kommunestørrelse på 30.000 indbyggere og tre-fem regioner. Direkte valg til stat og kommune, og regionsrådet udpeges af kommunalbestyrelserne og får ingen ret til skatteudskrivning.
Modellen vil betyde en forenkling af den offentlige forvaltning, idet der kun bliver to farvaltningsniveauer, og den vil betyde en stor redukton i antallet af kommunalpolitikere.
Forslaget er nytænkning, som for mig at se vil være til gavn for hele Kronjylland. Vi vil få en frihed til at organisere os i et bedre samspil med hinanden, fordi byrådene er direkte ansvarlige for, hvad der foregår i regionen gennem regionsrådet.
Mange vil hævde, at det er nødvendigt med et direkte valg til regionsråd for at sikre den demokratiske kontrol. Hér mener jeg nej! Jeg har ved flere kommunalvalg siddet og udleveret stemmesedler til vælgerne, og mange bliver overraskede, når de også får en stemmeseddel til amtsrådet. ”Hvad er dét?”, er den stående bemærkning, og mange lader være med at stemme.
Vi har altid en stor stak blanke stemmesedler, når vi er færdige med at tælle amtsrådsvalget op. Det burde amtspolitikerne tænke på, før de udtaler sig om demokratisk kontrol.
I mit byrådsarbejde har jeg desværre for tit oplevet, at amtet har været særdeles tungt og til tider umuligt at danse med, når det drejer sig om rundkørsler, sandstrande, cykelstier, planlægning, buskørsel etc.
Også derfor ønsker jeg mere kompetence ud til kommunerne, som er tættest på borgerne og bliver mødt med høj stemmeprocent ved valg efter valg. Hér er den demokratiske kontrol synlig.
Modellen vil også kunne tage højde for udkantsproblemer, som vi i høj grad bakser med i Mariager Kommune. Lad mig blot nævne, at vores erhvervsliv og arbejdsmarked hænger sammen omkring fjorden, mens den kollektive trafik er orienteret mod Randers/Århus. Her har jeg en forventning om, at den lokale røst vil blive hørt bedre i et regionsråd, som er direkte økonomisk afhængigt af kommunerne, end i et forvokset amtsråd, som blot kommer til at hedde regionsråd. Det minder for meget om gammel sur vin på nye flasker.
I en østjysk region er det klart, at byerne Århus, Randers, Silkeborg og måske Horsens/Viborg vil komme til at føre det store ord i forhold til de små kommuner, men samtidig vil man opnå at få de store kommuner bragt sammen i en forpligtende dialog med økonomiske og politiske konsekvenser for hele regionen. Det vil blive svært kun at gøre noget, som alene er til egen fordel.
Strukturkommissionen har klarlagt, at hvis vi vil fastholde vores velfærdsstat, så må vi forenkle og rationalisere den offentlige sektor.
Venstre har meldt ud, at man er klar til nytænkning, og at debatten skal have lov til at rulle, hvorefter regering og Folketing vil drage konklusionen og lovgive. Socialdemokraternes Ole Stavad har meldt ud, at nu skal man ikke lave for meget om, for så vil Socialdemokraterne bare lave det tilbage igen, når de kommer til magten! Det første er klar tale. Det sidste er skræmmende for velfærdsstatens overlevelse.
De kommende måneder vil vise, om der virkelig findes politikere, som tør tænke nye tanker og lave en reform, som virkelig er en fornyelse og nytænkning, og ikke bare en tryg tilbagevenden til den velkendte andegård, hvor man bare har flyttet lidt rundt på indhegningen og placeret madskålen et andet sted.”
Skrevet af Venstre-manden Palle Engberg fra Mariager i Randers Amtsavis lørdag d. 21. februar

Kilde:

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam