Grenå Bladet:
Den unge Grenaa-skytte, Marie Sjørup Jørgensen, er udtaget til at deltage på skyttelandsholdet til EM i Györ i Ungarn.
Mesterskabsstævnet finder sted den sidste uge i marts.
Der har været hård kamp om pladserne og udtagelsen er sket ved udtagelsesstævner og en rangliste, der er udarbejdet fra resultater fra vinterens holdturnering.
Marie Sjørup Jørgensen, der i denne forbindelse skyder for VBF Århus, er 1/3 af holdet i klassen Dame Junior. De øvrige er Natasja H. Andersen, Ravnsborg, og Anette Jensen, Århus. Konkurrencedisciplinen er 10 meter luftriffel
Det er ikke første gang Marie Sjørup Jørgensen repræsenterer Danmark i internationale konkurrencer. Selvom Marie først lige er blevet 18 år har hun deltaget i flere forskellige internationale konkurrencer. Sidste år blev det til en tur til både Tyskland til et Europa-Cupstævne og en tur til Sverige, hvor det gjaldt »Falling Target«.
Derudover har Marie deltaget i Baltic Cup to gange, men det var ved stævner her i landet.
Skønt Marie Sjørup Jørgensen kun er 18 år, har hun været aktiv skytte i 10 år, og lige nu skyder hun i begge danske skytteorganisationer. Både De Danske Skytteforeninger og i Dansk Skytteunion. Det er 3. sæson Marie skyder på Grenaa Skyttekreds’ 1 hold for seniorskytter, og hun er klart den bedste skytte i Grenaa. Hendes storebror Simon Jørgensen må se sig slået de fleste gange.
Forrige weekend vandt Marie Sjørup Jørgensen »Jyllandsstævnet« i ungskytteklassen med det meget flotte resultat på 197 + 197 point. Marie mistede kun 6 point i 40 gældende skud i fritstående skydestilling.
Kilde:
unavngivet