Grenå Bladet:
For første gang nogensinde er det lykkedes for GIF Fodbolds miniput-afdeling at sende hele tre hold til Amtsmesterskaberne i indendørs fodbold. Her følger historierne om, hvordan det gik de tre hold.
Miniput A - Holdet blev nr. 3 i RGI indendørsturnering. Deltog derved i Amtsmesterskaberne, hvor HEI, Åstrup og Grenaa alle fik 4 point. HEI var derved amtsmester, da de var blevet nr. 1 i vinterturneringen.
Det viste sig efterfølgende, at HEI havde benyttet for gamle spillere i vinterturneringen, men det fik desværre kun den konsekvens, at HEI fik en bøde for dette. Var de blevet frataget point ville Grenaa være gået videre til Landsmesterskaberne - nu blev det i stedet HEI.
Miniput A har også deltaget i Ide Cup i Åstrup, og her spillede holdet nok det bedste de har gjort i vinter. De nåede semifinalen, hvor de blev slået ud af de senere vindere Randers Freja.
Holdet har i det hele taget udviklet sig meget i vinter, så det bliver spændende at følge udviklingen i det nye år udendørs, hvor de jo for første gang skal til at spille 11-mands fodbold. Spillernes navne på Miniput A er: Stefan Bak, Rasmus Nielsen, Mathias Rasmussen, Aleksander Vahle Hvitved, Mikkel Kristensen og Stefan Bech. Træner: Tom Baj Hvitved.
Grenaa IF Miniput B - Hele sæsonen igennem har drengene på Miniput B leveret fejende flot, tempofyldt fodbold. Desuden viste drengene rigtig god holdånd.
Den forrygende sæson blev startet i Ryomgårdhallen, hvor drengene blev nummer 2 efter flot spil. 1. pladsen glippede, da holdet tabte knebent 2-1 til Romalt.
Efter denne træningsturnering gik hovedturneringen i gang. Resultatet efter 12 kampe blev, at holdet havde vundet 11 og spillet 1 uafgjort, hvilket udmøntede sig i en 1. plads i puljen og deltagelse i Amtsmesterskaberne. Spillelysten var stor da det endeligt var blevet lørdag den 14/2, og Amtsmesterskaberne skulle afgøres. Det blev til 4 meget tætte kampe. Det blev til 1 sejr, 1 uafgjort og to knebne nederlag. I den sidste kamp udspillede der sig et drama uden lige. Holdet skulle spille mod de senere vindere og det var en tæt kamp med mange chancer i begge ender. Da der 16 sekunder før tid stod 2-2, betød det, at GIF ville ende på en 2. plads. Men så skete det værst tænkelige. Modstanderne fik fat på bolden og scorede på langskud. Men en 3. plads/bronzemedaljer i dette selskab var også rigtigt flot. Træner: Dennis Andersen
Grenaa IF Miniput C - Trænerne blev enige om i år, at man ville prøve noget nyt, og delte dem derfor sådan op, at der blev 3 hold med årgang 93 og 1 hold med årgang 94. Grenaa IF Miniput C blev så årgang 94. Træningsturnering gik godt, så da hovedturneringen gik igang var holdet klar. Resultatet efter 12 kampe blev, at GIF havde vundet 9, spillet 1 uafgjort, og tabt 2 kampe. hvilket udmøntede sig i en 2. plads i puljen og deltagelse i Amtsmesterskaberne. For første gang lykkedes det dermed for Grenaa IF miniput afdeling at få hele 3 hold med til Amtmesterskaberne.
Dagen oprandt hvor holdet skulle til Voldum Hallen. Holdet skulle spille mod HEI, Sønderhald IF og Ørsted/H IF.
— Vi vidste på forhånd, at vi ville få det svært, så vi have bedt om, at spillerens forældre skulle komme og bakke os op_. og det gjorde de så sandelig også, for vi var ca. 25 afsted denne dag. Resultatet af denne dag blev, at vi fik 2. pladsen og en velfortjent sølvmedalje kunne komme med hjem til Grenaa. Vi har det eneste hold i alle puljer, som har et rent årgang 94-hold, siger træneren Henrik Larsen.
Spillere: Mikkel Larsen, Kris Buus Kristensen, Danni Rosing, Edin Nikontovic, Haris Hadziahmetovic og Oliver Melin.
Miniput C har også deltaget i Ide Cup i Åstrup. Holdet har i det hele taget udviklet sig meget i vinter, så det bliver spændende at følge udviklingen i det nye år udendørs, hvor de skal spille med årgang 95. Miniput-afdelingen vil i udendørs-sæsonen 2004 havde følgende aktiviteter: Træningslejr, fodboldskole, forældre-træningsdag, Pondus Cup, Kattegat Cup og Sejs Cup.
Træningen til udendørssæsonen starter på lørdag den 6. marts kl. 10.00 på Grenaa Stadion.
Kilde:
unavngivet