Grenå Bladet:
Fredag den 12. marts kl. 18.30 inviterer Rimsø Forsamlinghus til intet mindre end en irsk aften med god mad, irsk musik og dans.
Egnens bedste bud på specialister i irsk-keltisk musik, »The Fools«, med violinisten Torben Harbo i front, spiller op til dans denne fredag aften. Endvidere vil man kunne opleve et foredrag om den nordeuropæiske musiks sære veje op gennem tiden ved den lokale musiker, Helge Sørensen. Og ikke mindst vil forsamlingshusets køkken denne aften leve op til sit allerbedste og derved sørge for dejlig mad. Man kan reservere plads både med og uden spisning ved at ringe på tlf. 86 38 70 40.
Arrangementet er en del af dette års »Kulturraket-program« i Nørre Djurs Kommune.
Fastelavn på Gjerrild Kro!
Kromanden i Gjerrild, Hilding Hvid, har kørt udsalg med 2004-røverpriser i hele februar måned, og det udløste blandt andet en stor fastelavns-buffet søndag den 22. februar, hvor prisen pr. couvert var 20,04 kroner - hvis altså man mødte op i én eller anden form for udklædning. Ellers var prisen pr. couvert 68 kroner, og eftersom vi østjyder jo er et prisbevidst folkefærd, så var det faktisk flertallet - for ikke at sige næsten alle - der troppede op på kroen i Gjerrild denne fastelavns-søndag 2004 i udklædt tilstand. Herimellem de to herligheder, som er afbilledet her.
Februar-tilbuddene på Gjerrild Kro blev i øvrigt rundet af i fredags i forbindelse med en stor lodsejerfest. Gjerrild Jagtforening og Hilding Hvid inviterede her til en stor jægerbuffet med vildt. Prisen var 138 kroner pr. couvert - og det uanset om man var udklædt eller ej...!
Kilde:
unavngivet