Grenå Bladet:
»Fyraftenssangen« i Grenaa Kirke onsdag den 3. marts kl. 17.00 varetages af den pensionerede musiklærer, Kalle Kaltoft.
Man skal vare sig for generaliseringer. Men det er vist i almindelighed ikke så let at være lærer nu om dage? Nu og da må det trods alt være en fornøjelse. Som nu for nylig, da man i en københavneravis læste et interview med en »gammel« Grenaa-pige, Eva Kondrup, der som den første kvinde nogensinde på Det kgl. Musikkonservatorium i København har uddannet sig til klassisk komponist!! Hun fortalte, at hun i sin tid var blevet sporet ind på det med musikken, gennem en inspirerende musiklærer på sin barndoms skole i Grenaa!
Nu er det en halv snes år siden omtalte musiklærer på Søndre Skole, Kalle Kaltoft, gik på pension, men han har lovet på onsdag at stå for Fyraftensangen i Grenaa Kirke - med fokus på sit liv med musik. Den interesse har haft fat i ham hele vejen igennem, lige siden han ni år gammel fik sin første violin af sin far. Ved siden af sin lærergerning har han gennem årene spillet i amatørsymfoniorkester - først i Randers, siden i Grenaa. Pensionsalderen har givet anledning til et pensionist-underholdningsorkester. En halv snes spilleglade pensionister mødes hver 14. dag i Kulturhuset Pavillonen med madpakke og termokande for at dyrke deres fælles hobby — men nu i dagtimerne.
Før Fyraftensangen på onsdag byder en del af dette orkester: Valdemar Hansen (flygel), Knud Randrup (kontrabas) og Kalle Kaltoft (violin) på et kvarters »Musik i kirken«. De vil spille et program, der af byder på værker af Bach: Air fra suite nr. 3 i D-dur, Händels Largo og Ave Maria af Bach/Gounod. Efter sangen Tosellis Serenata.
Fyraftensangens program består af Ingemanns morgensang »Lysets engel går med glans«, Grundtvigs »Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord«, Ludvig Holsteins forårssang »Det er i dag et vejr - et solskinsvejr« og Ingemanns aftensang »Der står et slot i Vesterled«.
Som traditionen byder ved Fyraftensang i kirken, bliver der også lejlighed til på onsdag at høre lidt om Kaltofts vej til Grenaa. Præget af musik som nævnt. For inden han blev lærer fra Århus Seminarium 1967, var han en årrække professionel musiker! Hans sidste job var på Varna i Århus i et ottemands orkester, der først spillede 1 1/2 times dinermusik med strygerbesætning, mens middagen blev spist. Siden til dans og artistoptræden. I det lange løb fik han nok af at være på arbejde hver aften og søndag eftermiddag, når andre havde fri. Derfor valgte han at læse til lærer. Som nyuddannet var han først fire år i Juelsminde, så tog familien til Nanortalik i Grønland. Herfra gik turen til Grenaa’s Søndre Skole, hvor Kaltoft i 18 år havde ansvaret for en stor del af musikundervisningen.
Kilde:
unavngivet