Grenå Bladet:
Den 1. marts 2004 kunne Niels Frode Nielsen fejre sit 25 års jubilæum i Terma A/S i Grenaa.
Med en uddannelse som elektronikmekaniker og efter flere års tjeneste i Flyvevåbenet blev Niels Frode Nielsen den 1. marts 1979 ansat i kvalitetsafdelingen hos det daværende Per Udsen Co Aircraft Industry, nu Terma.
Den dag i dag er Niels fortsat tilknyttet kvalitetsafdelingen. Igennem størstedelen af sin ansættelse har han arbejdet med og haft ansvaret for afprøvninger af konstruktioner, produkter og materialer, også kaldet NDT - Non-Destructive Testing. Ligeledes har han i de senere år haft ansvar for kalibrering, dvs. sikre, at måleudstyr til enhver tid måler korrekt i henhold til internationale standarder.
Niels Frode Nielsen er aktiv i foreningsarbejde inden for sit felt med afprøvning af konstruktioner og har deltaget i en lang række kurser. Han har også ansvar for uddannelse og certificering af Termas medarbejdere på dette område.
Niels er en dygtig og loyal medarbejder. Han er meget omhyggelig og anerkendt for at levere en solid arbejdsindsats. Blandt kolleger betragtes han som »alvidende«, og de kommer gerne til ham for at få opfrisket hukommelse. Han er åben, har en god sans for humor og er altid mand for en god historie.
Fritiden går blandt andet med at passe en gammel motorcykel og en ditto bil samt evig modernisering af huset.
Kilde:
unavngivet