Grenå Bladet:
Ældrecentret Posthaven i Grenaa har masser af aktiviteter på programmet her i marts måned. De inviterede er Grenaa’s efterlønnere og pensionister.
Onsdag den 3. marts er der gruppevandring til Fyraftenssangen i Grenaa Kirke, som i denne ombæring varetages af pensioneret musiklærer Kalle Kaltoft.
Den 10. marts er der sangaften i Oasen. Her skal man afsynge nogle af de mange dejlige danske sange, salmer eller viser. Der leveres dejlig musik til sangen, idet Helga Hansen vil sidde og trylle de smukke toner frem af klaveret. Der bliver også mulighed for at købe en kop kaffe og et stykke kage - og få sig en sludder med sidemanden m/k. Denne sangaften kommer til at køre fast den første onsdag i hver måned. Når det i marts er den anden onsdag, er det på grund af ferie, at man har flyttet sangaftenen hertil.
Sang er der også masser af torsdag den 11. marts, for her kommer Optimistkoret under ledelse af Ove Bjerregaard forbi. Sidste frist for billet-bestilling til denne aften er tirsdag den 9. marts.
Og så inviteres der påny til en video-aften i Posthavecentret. Torsdag den 18. marts kan man således se filmen »Champagne-galoppen« med blandt andre Buster Larsen og Grethe Mogensen. Der er tale om en operette. Tilmelding og køb af billetter sker hos damerne ved skranken i Posthavecentrets foyer. Sidste frist for tilmelding er tirsdag den 16. marts. Et traktement er inkluderet i billetprisen.
Tidligere år har man i Posthaven afsluttet påskeaktiviterne med en påskehyggedag. Det gør man også i år - men dagen kommer til at forløbe på en lidt anden måde end normalt. Påskehyggedagen afvikles onsdag den 24. marts med start midt på formiddagen i Oasen. Er man efterlønsmodtager eller pensionist, kan man - som en nyhed - på dagen have en lille »bod«, hvorfra man kan sælge sine påske-husflids-ting. Det er gratis at have en sådan »bod«. Boden består af et bord, som deles af to personer. Der vil også være mulighed for at købe nogle af de ting, som er fremstillet på dekorationsholdet på tirsdage. Sidste frist for tilmelding vedrørende en »bod« er den 15. marts. Også her via henvendelse til damerne i skranken.
Posthavecentret håber, at rigtig mange den 24. marts har lyst til at komme og være med til en hyggelig dag, hvor der også vil blive mulighed for at købe amerikansk lotteri, kaffe og brød.
Mandag den 29. marts kan man desuden opleve et foredrag ved præsten Bent Lumholt, som har prøvet at være præst i både Danmark, Japan og Grønland, men som nu har realiseret en gammel drøm om at blive visesanger, -digter og fortæller.
Dette var blot nogle relativt få af de mange, mange aktiviteter, som der er i marts måned i Ældrecentret Posthaven i Grenaa.
Kilde:
unavngivet