Hvornår skal kommunalpolitikerne bare orienteres om en besked, og hvornår skal den sendes ud til medlemmerne.
Ved kommunalbestyrelsesmødet i begyndelsen af februar var Kirsten Bech Hansen (N) en smule fortørnet over, at en besked ikke var blevet vedlagt dagsordnen, selvom der fra afsender var gjort opmærksom på, at man ønskede den givet videre til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer. Beskeden handler om faren ved brug af mobiltelefoner udsendt af Foreningen til oplysning om EMF stråling.
Borgmester Jens Peter Jellesen mente, at det er tilstrækkeligt, at kommunalpolitikerne kan komme og se orienteringerne på kommunen. Kirsten Bech Hansen finder derimod, at de skal sendes ud, når de er stilet til kommunalbestyrelsen. Hun så også gerne de nye muligheder for at scanne tekster, blev brugt, så flere orienteringer kan udsendes til kommunalpolitikerne via mail.
Advarsel mod mobilen
I den omtalte skrivelse fra Foreningen til oplysning om EMF stråling skrev de blandt andet:
- Vi ser desværre endnu en gang, at det virker som om, at befolkningen skal være taberne i et endnu et eksperiment, når det gælder sundhed Foreningen mener, at nogle forsøger at lukke munden på Sianette Kwee, der ifølge foreningen er den førende danske forsker herhjemme på de sundhedsmæssige aspekter vedrørende mobiltelefoni. Både hun og professor i Neurokirurgi fra Karolinska Instituttet i Stockholm, Olle Johansson, advarer mod at benytte mobiltelefonen. En anden svensk forsker har observeret en markant stigning i hjernekræfttilfælde hos 20-29-årige de sidste 10 år, og han frygter virkelig for, hvad han kommer til at se hos små børn. WHO betragter direkte elektromagnetiske felter som værende et Cancerogen.
Kræftens Bekæmpelse er ifølge foreningen også begyndt at vende rundt og advare imod, at børn bruger telefonerne for meget. Børns hjernebølger er først stabiliseret omkring 16-18 års alderen.
Foreningen til oplysning om EMF stråling mener, at vi risikerer at tabe en hel generation af børn og unge på gulvet, hvis vi ikke slår hælene i, og de finder, at der er absurde høje grænseværdier i Danmark - 100 gange højere end f.eks. Italien, Rusland og Schweiz.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs - Nørre Djurs
ekh