Endnu én af vore ”gamle” brugere af NetNyt, Leif Kruse fra Djurslands Efterskole i Fjellerup, har sendt os følgende om et flot volleyball-resultat:
Det blev til dobbelt ØM-guld til volleydrengene fra Djurslands Efterskole.
Der blev vist flot volleyball, da Djurslands Efterskole arrangerede Østjyske
Mesterskaber i efterskolevolleyball.
I drenge A var Djursland-drengene suveræne og gik gennem turneringen uden at
tabe et sæt. De forsvarende danmarksmestre viste stor styrke og knuste al
modstad. Således blev finalen også vundet sikkert med 25-15, 25-13 over
Hedemølle Efterskole. Nu ses der frem til årets danmarksmesterskaber i
april.
Pigernes A-række endte til gengæld med en stor skuffelse for Djurslands Efterskole.
Finalen blev tabt med knebne 13-15 i 3. og afgørende sæt til Hedemølles
piger. Dermed glippede guldet og kvalifikationen til DM. Holdet havde nok
fortjent bedre, hvis alene det spillemæssige niveau var afgørende. Men efter
et flot 1. sæt, som blev vundet med 25-15, knækkede filmen og holdet havde
ikke heldet og nerverne i de afgørende bolde.
I drenge B var der også stor spænding i finalen med hold fra de samme
skoler. Her trak Djurslands Efterskole det længste strå i 3. sæt med cifrene
15-11. Vivild Gymnastik-og idrætsefterskole vandt pige B-rækken.
Hele stævnet havde deltagelse af 36 hold fra 14 forskellige skoler.
Kilde:
Leif Kruse, Djurslands Efterskole