I dag bringer vi følgende indlæg til støtte for en storkommune:
”Set fra erhvervslivets side er kommunegrænser i sig selv ganske uinteressante. Lavs-privilegierne, der beskyttede det lokale erhvervsliv mod, at udenbys borgere etablerede virksomheder, blev ophævede i 1857, og i dag lever vi i en global markedsøkonomi, hvor en virksomhed på Djursland lige så vel kan have sine kunder i Australien som i Auning eller finde nye leverandører i Rwanda som i Rønde.
Kommunerne er først og fremmest en administrativ inddeling af landet, og hér er det naturligvis i erhvervslivets interesse, at en kommende kommunalreform fører frem til effektive, dynamiske og professionelt drevne kommuner. Hér er det DER`s opfattelse, at netop størrelsen betyder noget for kommunernes evne og muligheder for at spille godt sammen med erhvervslivet. Det er svært at skabe den fornødne bæredygtighed i de kommunale forvaltninger, hvis ikke der findes et godt fagligt miljø med et tilstrækkeligt antal medarbejdere med de nødvendige kompetencer.
Bedre muligheder
Se på vore naboer, Århus og Randers, der ikke bliver mindre efter en kommunalreform, og se på en række andre steder i landet, hvor der arbejdes alvorligt på at skabe kommuner i størrelsesordenen 90.-130.000 indbyggere.
På Djursland har vi naturlige forudsætninger for at danne en storkommune på godt 80.000 indbyggere. Det giver os langt bedre muligheder for at matche de øvrige kommuner i en østjysk super-region og dermed også give os større indflydelse på at udnytte mulighederne for at skabe vækst og udvikling.Vi begår en stor fejltagelse, hvis vi danner nye kommuner på Djursland, der allerede vil være ”lilleputter”, når det nye kommunale danmarkskort bliver tegnet.
Fra erhvervslivets side vil vi advare mod at tænke alt for småt, alt for lokalt og alt for egoistisk.
Eksperter peger nemlig på, at den økonomiske vækst i Danmark i de kommende år først og fremmest vil ske i Øresunds-regionen og i Østjylland, hvor Århus – bl.a. i kraft af et godt samspil mellem erhvervslivet og universitet og de øvrige højere læreanstalter – har sat sig i spidsen for udviklingen i en dynamisk super-region, der vil strække sig fra Randers til Vejle og langt ind i Midtjylland. Århus har særlige kompetencer inden for især informationsteknologi, kommunikation og vidensservice. Uddannelsesniveauet er blandt de højeste i Danmark, ligesom Århus har den højeste etableringsrate for nye virksomheder uden for hovedstadsområdet.
Klog arbejdskraft
For erhvervslivet på Djursland er det vigtigt at koble sig på denne dynamiske udvikling, der finder sted lige uden for vores hoveddør, ligesom det er vigtigt, at en fremtidig Djurslands-kommune kommer til at spille en aktiv rolle i en østjysk vækstregion. Mange virksomheder på Djursland kan profitere af at knytte alliancer til forsknings- og innovationsmiljøet i Århus for derved at kunne lægge mere ny viden ind i produkter og processer. Men de lokale virksomheder har også behov for at gøre sig synlige over for den ”kloge” arbejdskraft, som der vil blive stor efterspørgsel på i fremtiden.
Århus er én af de hurtigst voksende i Danmark. Men den fortsatte vækst i Århus vil bl.a. være betinget af, at der findes et stort og bredt udbud af boliger og byggegrunde til den forventede befolkningstilvækst i regionen. Det kniber det med i Århus Kommune, men hér vil Djursland kunne få en vigtig rolle som bosætningsområde og arbejdskraftopland for Århus. Djursland har masser af plads til nye bosættere og har attraktive bomuligheder tæt ved skov og strand til rimelige penge.
Infrastrukturen
Én af forudsætningerne for, at Djursland kan udfylde denne rolle, vil imidlertid være, at Århus og Djursland i fællesskab finder en løsning på problemerne vedrørende infrastrukturen. Motorvej til Djursland, opgradering af Grenå-banen – evt. med en forbindelse til Rønde og Århus Lufthavn i Tirstrup – og bedre vejforbindelser diagonalt på Djursland vil give en større tilgængelighed til hhv. Djursland og Århus. Dermed får man ikke kun et bedre grundlag for større bosætning på Djursland, men skaber også basis for fortsat vækst i erhvervsudviklingen i hele Århus-regionen.
Set fra erhvervslivets synspunkt taler alt således for, at en stor, slagkraftig Djurslands-kommune på 80.000 indbyggere, der vil kunne matche de øvrige spillere i en østjysk super-region, vil give Djursland langt større indflydelse på den fremtidige udvikling i området. Og det er altid rart selv at være med til at bestemme udviklingen!”
Indlæg fra direktør i Djurslands Erhvervs Råd, Finn Pedersen, på rådets landsmøde d. 17. februar
Kilde:
rex