GRENAA BLADET:
Den 4. marts udpegede JBU’s Eliteungdomsudvalg Piger/Damer GIF Fodbolds Dame Junior-hold til en plads i A-rækken her i 2004.
I alt havde 31 hold ansøgt om at få lov til at stille op i A-rækken i år, og GIF var således én af de 24 klubber, der fandt nåde for udvalgets øjne.
– Fra GIF’s side mener vi, at denne tildeling skyldes flere års vækst på pige-/dameområdet i klubben, og ikke mindst vores satsning på at højne trænernes kompetence via trænerkurser under DBU, samt de sidste års flotte resultater i både Dame Junior- og Pige-rækkerne, siger Henrik Grøn, og fortsætter:
– Ledelsesmæssigt er pige/damerne og trænerne også blevet støttet af et meget aktivt udvalg, som de sidste mange år har gennemført flere aktiviteter indenfor pige/damefodbolden: Pigeraketten, skoleturneringen for piger osv. Vi håber med denne højere rangerede række at kunne fastholde spillere, som gerne vil satse lidt på fodbolden, siger han.
Holdet ledes af Heidi Schumacher, (billedet), som selv er aktiv fodboldspiller på Serie 1-niveau. Hjælpetrænere er Brian B. Nielsen, der er aktiv spiller på GIF’s Serie 3-hold, og Per Grøn, som har en lang, aktiv karriere i GIF som både træner og spiller.
GIF’s dame-juniorer er allerede godt i gang med forberedelserne til den forestående sæson, som bliver lige dele spændende og krævende. De træner to gange om ugen, og er netop gået i gang med træningskampene.
Holdet skal desuden deltage i »Maastricht Trophy« i Holland i pinsen - sammen med junior-drengene - og naturligvis også i GIF’s egen Kattegat Cup til sommer.
Kilde: Grenaa Bladet
unavngivet