Tak til
 






  
05/05 2023

Lokal dansegruppe i dramatisk episode

En ellers vellykket optræden i Fredericia i lørdags udviklede sig så dramatisk, at den i Emmelev hjemmehørende slangedansegruppe, Bayeye, var ved at få ”ørerne i maskinen”. Dén ungdomsfest, gruppen spillede for, blev nemlig hjemsøgt af støvletrampende og heilende nynazister. Det fortæller vi om i dag.


Medlemmer af gruppen fortæller til NetNyt, at de var hyrede til at være ét blandt mange indslag i en fest i Ungdomemns Hus i Fredericia. Allerede ved ankomsten sidst på eftermiddagen kunne de mærke en spændt atmosfære i selve indgangen, og de blev fortalt, at den kommunalt arrangerede fest havde en aftale med politiet om at holde øje, og inden gruppens ankomst var der anholdt 4 unge som følge af et slagsmål med blandt andet nogle punkere.
Selve festen viste sig imidlertid hurtigt at være en velarrangeret affære med unge i alle mulige afskygninger og et særdeles robust pædagogisk personale med stor fornemmelse for at få tingene til at glide på tværs af de meget forskelligartede unge-grupper. Stemningen var stille og rolig, og da slangedanserne fra Nørre Djurs leverede deres show, var begejstringen stor hos de mange unge.
Så vidt, så godt! Gruppens medlemmer og deres børn, der også danser med, fik et tiltrængt måltid mad. De var meget tæt på at begive sig på hjemturen, da der pludselig blev sendt hviskende beskeder rundt i alle afkroge af festen om, at der var ”nazi-alarm”. De kvikke kvindelige pædagoger sørgede for, at alle børn blev gemt af vejen på 1. sal, inklusive gruppens særdeles kulørte flok børn, der nok kunne få blodet i kog hos enhver nazist. Til børnenes store fryd viste deres ”beskyttelsesrum” sig hurtigt at være slikdepotet, så de opdagede heldigvis ikke rigtigt, hvor alvorlig situationen var.
Heller ikke dansegruppens tanzanianske trommeslager var klar over situationens alvor, men for gruppens danskere gav det skrækkelige associationer til en grufuld fortid, da Ungdommens Hus pludselig blev overfaldet af en flok nynazister. Under høje råb om at ville banke løs på de festende unge begyndte de at smadre løs på bygningens vinduer, hvoraf flere blev smadret. Nogle af de mandlige pædagoger stillede sig op i indgangen og fortalte indtrængerne i utvetydige vendinger, at de godt kunne skrubbe af – mens hele festen holdt vejret og bad til, at politiet ville skynde sig at dukke op.
Det gjorde de heldigvis også – og endda i stort tal. Et halvthundrede stykker var de, og der var blå blink overalt udenfor. I et kvarters tid lød der tumult, og så faldt der endelig ro over tingene. Der gik dog det meste af et par timer, inden nogen som helst fik lov til at forlade festen, og gruppen fra Djursland blev sluppet ud som nogle af de første på grund af, at de havde børnene med. Dybt rystede kørte de hjem igen, overbeviste om, at hvis ikke politiet havde været der, var det gået rivende galt.
Efterfølgende viste det sig så, at der havde været landsråd i byen for Dansk Folkepartis Ungdom, og i dén anledning var blandt andre en større flok københavnske såkaldte autonome strømmet til for at lave en antiracist-demonstration. Midt på eftermiddagen udviklede det sig til et voldsomt slagsmål, da godt og vel 50 nynazister sluttede sig til ”festlighederne”. Det fik politiet sat en stopper for i første omgang, men da en del af de autonome bagefter deltog i festen i Ungdommens Hus, var det derfor, nazisterne gik løs på denne fest.
Dansegruppen var naturligvis lettede over, at de med nød og næppe undgik at blive bankekød i en særdeles giftig sandwich mellem unge fra venstrefløjen på den ene side og fra højrefløjen på den anden – med dybt voldelige elementer i begge lejre.
TV-avisen kunne efterfølgende berette, at de pågældende nazister bl.a. kom fra de såkaldte White Pride fra AGF`s fanklub.

P.S.: Fra Bayeye-gruppen lyder der (udover politiets indsats) lovord til den suverænt dygtige flok pædagoger fra Fredericia, der tog det hele med knusende ro og sørgede for, at den vanvittige episode ikke kom til at gå ud over resten af ungdomsfesten.

Kilde: NetNyt

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam